Tip     Print     RSS     Del    

Shutter Island

JOHS. H. CHRISTENSEN

Offentliggjort 18.02.10  kl. 03:00 

Det virker, som om fiaskoen med ”The Gangs of New York” (2002) har drænet noget af den kreative energi ud af Martin Scorsese. ”Shutter Island” er slet ikke på det niveau, som han så overlegent har vænnet os til.

Shutter Island

USA, 2010

Instruktion: Martin Scorsese

2 timer 18 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Intet i denne film er, som det ser ud til. Eller rettere: Alt er, som det ser ud til, men opfattes som bedrag og illusion. Eller er opfattelsen alligevel korrekt?

Det lyder indviklet og er det også, og det er filmens og Martin Scorseses og - ikke mindst - tilskuerens problem, som viser sig både trættende og skuffende.

Det skyldes, at der veksles mellem subjektive billeder og objektive. Subjektivt er billedet, når vi ser nøjagtigt, hvad en person ser; objektivt, når billedet viser en utvetydig virkelighed.

Kuriøs stiløvelse

Subjektivt er det, når en person er f.eks. hallucineret og ser syner, som også tilskueren ser. Fordi det fotografiske billede i sig selv er objektiverende og umiddelbart troværdigt, er det svært at lave subjektive billeder.

Den franske instruktør Claude Leluche lavede i 1963 en film, ”Signalementet”, hvor hvert eneste billede er subjektivt. Den er en fascinerende om end kuriøs stiløvelse. Men når den subjektivt opfattede situation fremstilles som objektiv virkelighed, går det galt, og det gør det her.

Komprimeret uhygge

”Shutter Island” bygger på en roman af Dennis Lehane, der også leverede forlægget til Clint Eastwoods mesterværk ”Mystic River” (2003).

Historien udspilles i 1954, hvor en politimand, Ted (Leonardo DiCaprio) med en makker ankommer til øen, der er hospital for psykiatriske patienter med farlige kriminelle tilbøjeligheder. På uforklarlig vis er en patient forsvundet sporløst, og det er Teds opgave at undersøge, evt. opklare sagen.

Stedet er komprimeret uhygge. Plejere og vagtpersonel nogle brutale okser, sygeplejerskerne mutte, lægerne tilknappede og formelle, mystiske og sarkastiske - især de to ledende spillet af henholdsvis Ben Kingsley, der har nemt ved at virke dæmonisk, og Max von Sydow, der har nemt ved at virke kynisk.

De to betjente kommer - samtidig med at en orkan på det nærmeste smadrer hele øen - hurtigt under vejr med lyssky og bizarre forhold.

Især Ted får mistanke om alvorlige forbrydelser: Lobotomi (”det hvide snit”) og medicinske eksperimenter med fangerne/patienterne, indgreb som også nazisterne praktiserede. Han lider under traumatiske mareridt fra Anden Verdenskrig, hvor han var med i befrielsen af koncentrationslejren Dachau. Og mareridtene indhenter ham nu.

Spørgsmålet bliver da: Har Ted ret? Er institutionens læger skyld i perverse og grusomme forbrydelser imod patienterne? Meget tyder på det. Eller tager han fejl? Er det hans virkelighedsopfattelse, der er noget galt med, hans identitet, som er forstyrret?

Meget tyder på, at når han ser, ser han syner, f.eks. en hær af rotter, der pludseligt strømmer ud fra et hul i klippen. Ikke så sært, han føler sig »som en rotte i en labyrint«. Tilskueren gør det i endnu højere grad. Er det subjektivt eller objektivt, hvad vi ser?

Fortsættes...