Tip     Print     RSS     Del    

Parterapi

Af JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 25.02.10  kl. 03:00 

En klumpet folkekomedie om ligegyldige mennesker. Søren Pilmark er dog en bedre skurk, end ”Parterapi” har fortjent.

Relaterede artikler

Vi vil alle være stinkende lykkelige

Frihed på prøve

Tiden er gået i stå hos Erik Clausen. Og det gør den også for publikum til hans nyeste film.Læs artikel

Over gaden under vandet

Charlotte Sieling spillefilmsdebuterer med en bittersød, velspillet tragikomedie, der ikke nødvendigvis kun handler om den kreative klasses luksusproblemer.Læs artikel

Helt Sikkert ... Måske

Lidt fortænkt, men rimelig amerikansk romantisk komedie.Læs artikel

Læs mere om rock på film.guide.dk

PARTERAPI

Danmark, 2010

Instruktion: Kenneth Kainz

1 time 39 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Sand forelskelse er, når man kysser hende lige efter, at hun har kastet op i en busk. Og hun husker at tage sit tyggegummi ud.

15 år senere er Anders stadig meget blød - nu endda med fuldskæg - og accepterer stadig alt, mens Puk stadig har sig selv og sine følelser som universets indiskutable centrum. De har også fået en sur teenagedatter, som man godt kan forstå bare vil hjemmefra snarest, og købt en ruin af et hus.

Glat parterapeut

Ind i kælderen flytter en glat parterapeut med uklare motiver. Så tumler den lille film af sted i en underlig blanding af ret seriøst trekantsdrama, satire over terapeutbranchen, ren slapstick, noget klistret 1980'er-

nostalgi, hvor gamle Sneakers-sange åbenbart skal forestille løsningen på verdensgåden inklusive Sanne Salomonsen som orakel i en håbløs drømmesekvens samt en skingert voldelig action-kulmination.

Tre af landets mest prominente skuespillere kæmper med hovedrollerne med vekslende held.

For uklare roller

Den skvattede Anders får Nikolaj Lie Kaas ikke meget andet ud af end en slags voksenudgave af hans figur fra Punkt 1-reklamerne, og selv om Sidse Babett Knudsens skift fra skrapsak til skrøbelig altid er imponerende, til tider nærmest bevægende, er hendes rolle bare for uklart skrevet til, at hun rigtig kan få den hjem.

Oplivende element

Det oplivende element, og det eneste, der ud over et par sjove replikker er ved at hæve filmen over den velmenende ubehjælpsomhed, er Søren Pilmark som den uigennemskuelige terapeut Ulrik.

Hvad der kunne være forblevet en satirisk kliché, formår han at gøre til en lettere dæmonisk skikkelse, på én gang farlig og sølle fanget af sine egne floskler og alligevel karismatisk og målrettet.

Vedkommende kan han dog ikke ene mand gøre historien her. Og var Anders og Puk blevet skilt i god tid før filmens begyndelse, havde det næppe været det store tab.