Tip     Print     RSS     Del    

From Paris With Love

KATRINE SOMMER BOYSEN

Offentliggjort 11.03.10  kl. 03:00 

Fransk actionfilm med amerikanske toner gør ikke en kat fortræd.

From Paris With Love

Frankrig, 2010

Instruktion: Pierre Morel

1 time, 32 minutter

Premiere i Palads og CinemaxX, København, samt i en række biografer landet over

Den flittige James Reese (smukke Jonathan Rhys-Meyers) arbejder for den amerikanske ambassadør i Paris; et job han er dygtig til, men ikke værdsætter i samme grad som sine opgaver for CIA, der formentlig engang skal gøre ham til den hemmelige agent, han drømmer om at blive.

Glæden er derfor stor, da Reese får chancen for at komme ud på en stor, men i udgangspunktet temmelig udefineret mission. Han forlader sin parisiske, yndige kæreste Caroline, der lige har friet til ham, for at tage ud for at møde sin nye partner. Og her stopper begejstringen.

For Charlie Wax (John Travolta) stemmer ingenlunde overens med Reeses forventninger til en toptjekket samarbejdspartner. Kronraget, kokainsniffende og iført partisanertørklæde indvier Wax den målløse og modstræbende Reese i uortodokse opklaringsstrategier og en fransk underverden, der vender op og ned på hans private og professionelle virkelighed.

En smule uambitiøs

Der er ikke meget nyt under solen i Pierre Morels ”From Paris With Love” - selv titlen lyder som noget, man har hørt før. Således virker filmen en smule uambitiøs, selvom alle sejl er sat rent produktionsmæssigt.

Man aner Luc Besson i forfatter- og producerstolen, men han er jo også faldet af på den, og det smitter af på filmen, der aldrig for alvor bliver hverken rigtigt spændende eller interessant.

Sværest er det nok at tro på John Travolta i rollen som Charlie Wax. At skulle tro på ham som bad ass agent er simpelthen for usandsynligt. Han virker mindst lige så udklædt, som da han, med stor succes, må det indskydes, inkarnerede frodige Edna Turnblatt i ”Hairspray”.

Fornemmelsen af, at han spiller rollen på den bank af actionroller, han tidligere (og yngre) har gjort sig i, understøttes kun, da han over en burger begynder at citere sig selv fra ”Pulp Fiction”.

I stedet bliver det unge Rhys-Meyers, der stjæler billedet i en film, der vover alt, alt for lidt og dermed underminerer sit eget postulat om sprængfarlig spænding.