Tip     Print     RSS     Del    

Welcome

NANNA FRANK RASMUSSEN

Offentliggjort 18.03.10  kl. 03:00 

I Frankrig risikerer man op til fem års fængsel for at yde humanitær hjælp til flygtninge, og der er derfor ikke mange, der byder illegale immigranter velkommen. Det sætter smuk og fortættet fransk film fokus på.

Welcome

Frankrig, 2009

Instruktion: Philippe Loiret

1 time 45 min

Premiere i dag i Grand Teatret og Dagmar, København, Øst for Paradis, Århus og Café Biografen, Odense.

”Welcome” er en svært politisk film, men den fortæller en meget personlig historie. Det er netop derfor, at man nemt lader sig fange af Philippe Loirets partsindlæg.

Filmen handler om den 17-årige Bilal, der er flygtet fra sit krigshærgede hjemland Irak til Calais i Frankrig. Her vil han forsøge at krydse kanalen til England, for hans elskede bor nu i London, og den ungdommelige forelskelse er så enorm, at intet kan komme i mellem de to. Heller ikke den engelske kanal.

I Calais møder han den midaldrende Simon, der er svømmelærer, og Bilal køber sig til et par timer i den lokale svømmehal hos Simon. Der opstår et temmelig uventet og ikke problemfrit venskab mellem de to mænd, den ene, der vil gøre alt for kærligheden, og den anden, der just er blevet skilt, og som tydeligvis ikke har sat pris på kærligheden, før den var væk.

Momenter af magi

Det er imellem disse to, der opstår momenter af magi i denne fine film. Det er filmens scoop, at den i ligeså høj grad er en sørgmodig hyldest til den maskuline lidenskab, som den er en barsk beretning fra et europæisk brændpunkt, hvor der krydses geografiske såvel som moralske grænser hver dag. For Bilal og hans med-flygtninge bliver ikke taget godt imod i Frankrig.

Politiet chikanerer Simon, fordi han forsøger at hjælpe, og i et enkelt glimt ser man også overdrevet politivold blive udøvet mod grænsekrydserne. Det er på grænsen til, at det franske bureaukrati bliver en karikatur på skrivebords-ondskab, og filmen har da også vakt furore i Frankrig, fordi der ikke er langt fra beskrivelsen af behandlingen af filmens indvandrere og så mistænkeliggørelsen og udstødelsen af jøderne under Anden Verdenskrig, naturligvis før de blev fordrevet og sat i udryddelseslejre.

Det står for instruktørens egen regning, og man skal ikke tro, at dette er en overdrevet didaktisk film, selv om budskabet er klart. Der er tale om en smuk, sprød, humanistisk film om næstekærlighed mellem mænd.