Tip     Print     RSS     Del    

Prince of Persia - The Sands of Time

Af JOHS. H. CHRISTENSEN

Offentliggjort 19.05.10  kl. 20:29 

De digitale narrestreger i ”Prince Of Persia” tager magten fra skuespillerne.

Prince of Persia - The Sands of Time

Engelsk-amerikansk, 2010

Instruktion: Mike Newell

1 time 56 minutter.

Premiere torsdag over hele landet.

Filmen bygger på et videospil fra 1989. Derfor er dette »super-uvirkeligt, men på en meget virkelig måde, fordi vi allerede kender det fra spillene«, siger instruktøren, Mike Newell. Uvirkeligt ja! På en virkelig måde? Nej!

Den er helt igennem uvirkelig, ikke på grund af sin fantasi, sin mystik eller sin fabulerende opfindsomhed, men fordi den fra første til sidste billede virker som en knirkende konstruktion, tør som den ørken, hovedpersonerne flygter ud i.

Det er et eventyr, vi ser, med en vis flavour fra ”1001 nat”, et halvt mislykket forsøg på at fremmane Orientens mystik, menneskemylder, voldsomhed, farvepragt, persiske hofintriger, sansepirrende skønhed - især prinsesse Taminas (Gemma Arterton, som da også ser sød ud) - og en forslagen skurk (Ben Kingsley).

To timer bliver til fire

Helten (Jake Gyllenhaal) er naturens muntre søn, i hvis turban der falder den appelsin, at han som den kække knægt, han er, opdages af kongen og opdrages jævnbyrdigt med hans to prinser.

Vi er tilbage i det sjette århundrede, og perserkongen er krigerisk - som han altid har haft for vane. Takket være Gyllenhaals snilde lykkes det ham at indtage den hellige by Alamut, der hævdes at producere våben til hans fjender. Men det er en skrøne - ligesom Saddams masseødelæggelsesvåben.

Til gengæld vogter byen over en magisk dolk, som i kraft af helligt sand kan forvandle nutid til fortid og gøre gjort ugjort. Om den står slagsmålet, der er både hektisk og langsommeligt. Historien er på ca. to timer, der fornemmes som fire.

Enkelthed savnes

Den er flot nok, men flotheden er monoton, for den beror for det meste på alle de nymodens digitale narrestreger, der imponerer ved første blik, men keder ved næste.

Samtidig gør de handlingen mere uvirkelig, end rimeligt er, og tager i den grad magten, at skuespillerne lades i stikken. Både Arterton, Gyllenhaal og Kingsley er alsidige og fremragende kunstnere, men her er de ingenting - bare til stede. Således savner Kingsleys skurk enhver dæmoni, mens Arterton klarer sig med trutmund og Gyllenhaal med et drenget smil.

Selv de mange slagscener, masseoptrin og individuelle opgør virker monotone og rodede, hidsigt klippede og ofte i ultra-nærbilleder. Ikke en eneste duel er koreograferet, så den får elegance, spænding og overskuelighed, og finalen, der skal ligne Jordens undergang, når dolken stødes ind i Tidens Timeglas, en mystifistik glødende søjle, er ikke andet end bulder og brag.

De over et halvt hundrede premierebiografer viser, at man - sikkert med rette - satser på et stort publikum til den slags film, og det skal naturligvis ikke lades i stikken.

Alligevel er der noget, som i hvert fald jeg savner, hvad følgende kan illustrere: Den engelsk-amerikanske historiker Tony Judd har fortalt, at han for nylig viste sin 14-årige søn Francois Truffauts berømte debutfilm, den nu over 50 år gamle ”Ung Flugt”. Da den var forbi, udbrød drengen forundret: »Hvor er den dog enkel!«

Ja, enkelthed, det er, hvad man ofte savner i moderne filmkunst.

SE TRAILER FOR FILMEN