Lars von Trier og holdet bag Melancholia holdt mandag pressekonference i Trollhattän i Sverige. Lars von Trier (tv.) sammen med Kiefer Sutherland, Kirsten Dunst og Stellan Skarsgård. Foto: Christian Geisnæs/Pressefoto/Polfoto
Offentliggjort 26.07.10 kl. 20:59
Lars von Triers nye film er en psykologisk katastrofefilm, som han lover bliver mere ubehagelig end "Antichrist".
Filminstruktør Lars von Trier var i sit muntre, men fåmælte hjørne, da han mandag præsenterede sit stjernespækkede cast til filmen "Melancholia" i Trollhättan i Sverige, hvor optagelserne foregår i disse dage.
»Jeg vil forsøge at sige så lidt som muligt om filmen,« sagde Trier lidt nervøst, da han under pressemødet blev spurgt om, hvad filmen handler om.
Filmen er en psykologisk katastrofefilm, hvor jorden er på kollisionskurs mod planeten "Melancholia".
Derudover handler den om to søstre, hvoraf den ene – spillet af Kirsten Dunst – bliver gift med den svenske skuespiller Alexander Skarsgård, men kun for en kort periode.
Derudover vil Lars von Trier ikke afsløre mere om handlingen. Det er derfor, han laver film:
»Film er den bedste måde at fortælle en historie på. Jeg kan på ingen måde sige, hvad det er, jeg vil med filmen. Jeg har en plan, men ingen vil finde ud af hvad,« siger den excentriske instruktør.
En ting vil han dog afsløre, han vil gøre det bedre end sidste gang:
»Jeg er i bedre form nu,« siger Trier, mens hånden ryster, da vandglasset føres til munden.
Under "Antichrist" filmede han ikke selv en stor del af tiden, da han var ramt af en depression, der prægede filmen og optagelserne.
»Filmen kommer til at være mere ubehagelig end den sidste. Der sker en stor katastrofe, men det er ikke sådan, at folk dør på stribe,« forklarer Trier, der samtidig har proklameret, at der denne gang ikke vil være en lykkelig slutning, hvilket han mener, den sidste film havde.
Skuespiller Charlotte Gainsbourg fra "Antichrist" spiller også med i "Melancholia". Om rollen vil hun kun sige, at den er anderledes. Trier har fundet en ligeså fåmælt artsfælle i Gainsbourg.
Til gengæld fortæller Kirsten Dunst lidt om at spille den kvindelige hovedrolle i en Trier-film.
»Mange instruktører portrætterer kvinder som et fantasibillede, men Lars har modet til at torturere kvinder, han skaber ikke en traditionel kvindelig figur. Men dette manuskript indeholder også meget poesi.«
"Melancholia" optages i juli, august og september i Sverige og får premiere i maj/juni 2011. Udover Kirsten Dunst indeholder rollelisten også Kiefer Sutherland, Udo Kier, Charlotte Rampling og Stellan Skarsgård og sønnen Alexander Skarsgård.
Annonce:
Annonce: