Tip     Print     RSS     Del    

Hjemve

Af KATRINE SOMMER BOYSEN

Offentliggjort 29.03.07  kl. 22:06 

Lone Scherfig er aktuel med en lille film, der opfordrer til åbenhed.

Hjemve
Danmark, 2007
Instruktion: Lone Scherfig
100 minutter
Premiere i dag i biografer landet over

Det er ganske vist, at en lille fjer med lynets hast kan blive til fem høns. Tilsvarende kan en afklædt mand med sin avis i morgenmørket i den mundtlige overlevering udlægges som en truende og pervers galning, der skaber frygt og paranoia i et sammentømret lillebysamfund, hvor alle kender og stoler på alle lige indtil trygheden trues.

Det er denne abstrakte angst for det farlige ukendte, Lone Scherfig skildrer i sin nye film, Hjemve.

Udgangspunktet vækker klare mindelser om den charmerende dogmesucces Italiensk for begyndere (2000): En række mere eller mindre relationsløse voksne mennesker, hvis individuelle skæbner stykkes sammen og danner en større fortælling om samhørighed, kærlighed og accept.

Glimrende præstationer

Her handler det som røbet såre simpelt om en nøgen mands indtog i lilleputland. Ingen ved, hvem han er, og frygten for det ukendte udvikler sig hurtigt til en allestedsnærværende mistænkeliggørelse, der særligt går ud over en gruppe arbejdere, der er ved at renovere byens rådhusplads.

For at komme frygt og hån til livs iværksætter den flinke herreekvipereringsforhandler Jesper (Kristian Ibler) den anonyme telefonrådgivning Det tavse øre, hvor gerningsmanden kan melde sig, hvis han tør.

Hjemve, der i øvrigt er smukt filmet af Lars von Triers faste fotograf Anthony Dod Mantle, er med sin spinkle ydre handling nærmest identisk med sine personer, der over hele linjen bæres af glimrende skuespilspræstationer.

Bodil Jørgensen inkarnerer den pyntede kommunens Myrtle med sårbarhed og humor, Ann Eleonora Jørgensen er skiftevis morsom og smukt fortabt som Margrethe, der er flygtet fra en religiøs sekt og forsøger at slukke sine urene tanker med postevand, Peter Hesse Overgaard spiller libertineren Lindy Steen, der prøver at forføre urkomiske Mia Lyhnes salgsmindede Ulla. Og så er der naturligvis Lars Kaalund som den blide apoteker og Peter Gantzler som hårdkogt og svigtet stenmand for bare at nævne et udvalg.

Ikke ind under overfladen

Men de mange interessante og fine karakterer bliver også filmens akilleshæl, da personerne er så talrige, at man aldrig når ind under overfladen på dem. De udvikles ikke synderligt i dybden, hvorfor det også bliver vanskeligt for alvor at engagere sig i den mildt sagt spinkle ramme omkring dem.

Derudover er filmen desværre præget af en vis metafortunghed, særligt åbenlyst den nøgne mand som symbol på det uhyggeligt ukendte/uerkendte dyriske i os alle. Intentionen er sympatisk og lun (man fornemmer tydeligt Niels Hausgaards kant i manuskriptet), men filmen løfter sig ikke, hvilket man fornemmer, at den gerne vil, til at sige noget sandt og vigtigt om mennesket. Dertil er emnet alt for uudfoldet og enstrenget.

kultur@jp.dk