Tip     Print     RSS     Del    

Anmeldelse: Kunsten at græde i kor

Af JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 26.04.07kl. 19:31

Humoren er sort, tæt og grotesk i Peter Schønau Fogs fremragende debutfilm efter Erling Jepsens roman.

Tema

Krisen i dansk film (arkiv)

Relaterede artikler

Kunsten at rydde bordet

Topscorer: Otte Robertpriser

Ny sejr til "Kunsten at græde i kor"

Begejstret modtagelse af "Inception"

Anmelderne kammer over af begejstring over "Inception" med DiCaprio i hovedrollen. Læs artikel

Inception

Leonardo DiCaprio er så god, at han kan operere på de fleste af underbevidsthedens etager. Men ”Inception” er for abstrakt, for postulerende og for usammenhængende. Læs artikel

Life During Wartime

En syrlig og på alle måder tankeprovokerende samtidskommentar om det såkaldt normale familieliv - og om pædofili og tilgivelse. Der er megen mørk humor og flere lag at udforske i Todd Solondz' dybt interessante ”Life During Wartime”. Læs artikel

Læs mere om rock på film.guide.dk

Kunsten at græde i kor
Danmark 2006
Instruktion: Peter Schønau Fog
1 time, 47 minutter
Premiere landet over

Allan er 11 år og kan ikke helt gennemskue, hvad der foregår. Det kommer der en del grotesk humor ud af, når hans troskyldige fortællerstemme beskriver livets gang i den lille sønderjyske by, og i særdeleshed forholdene i hans egen familie.

Men han ved, at det vigtigste af alt er ikke at gøre far ked af det. Så når far, der er byens fallittruede, forbitrede mælkehandler, nok engang laver store scener og græder og truer med selvmord, og mor nok en gang fylder sig med sovepiller og benægter, at der er nogen problemer med noget ja, så er det Allan, der må overtale sin 14-årige storesøster Sanne til nok en gang at gå ned og lægger sig hos far på sofaen.

Netop ved at gengive familiehistorien gennem Allans naive øjne, får Erling Jepsens roman og Peter Schønau Fogs filmatisering en enorm, underspillet gennemslagskraft. Man hulker ofte af grin, men lige så meget af helt andre grunde, for filmen rummer også på sin egen lavmælte måde flere af de mest ubærlige scener, man kan mindes at have set i nogen dansk film.

Det forstærkes af, at filmen, som vistnok den første nogensinde, udspiller sig på sønderjysk (med undertekster!). Dermed får replikkerne en forførerisk gemytlig karakter, som konstant modsiges af begivenhederne selv der ud over incest også omfatter adskillige dødsfald, mordbrand, sindssyge og alkoholisme.

Om dialektudtalen er hundrede procent korrekt, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men hvad filmen i hvert fald får skildret fuldstændig overbevisende, er, hvor grusomt forældre kan manipulere deres børn igennem trusler og skyldfølelse. Både til at gøre ting, til at lade ting ske med sig, til at tie stille om ting og til at forråde hinanden.

Forventninger indfriet

Lige siden Peter Schønau Fog i 1999 afsluttede sin instruktøruddannelse med den stærke kortfilm Lille Mænsk, har forventningerne til hans spillefilmsdebut været store. Nu har han endelig indfriet dem ovenud, endda med et så vanskeligt materiale som Erling Jepsens forslagne fortællestil og giftige fortælling, og allerede kørt en lang række internationale filmpriser hjem.

De flade sønderjyske landskaber, hvor solen tilsyneladende kun undtagelsesvis skinner, er sammen med Karsten Fundals (og Franz Schuberts) musik med til at skabe en grundstemning af afstand og udsigtsløshed. Når man først kommer indenfor, er der til gengæld nærmest ingen ende på stilheden og indelukketheden i stuerne, uanset hvor meget der fra tid til anden råbes og skriges.

Først og fremmest er det dog en skuespillerfilm, og Schønau Fog har instrueret sit hold mesterligt. Som det flæbende, manipulerende monster af en far har Jesper Asholt fået sit livs kæmperolle, men som den konfliktsky og udglattende og dermed næsten lige så infame mor giver Hanne Hedelund ham ikke meget efter.

I midten står Jannik Lorenzen, der med Allan skaber et af de helt store børneportrætter i dansk film. Han skifter med ubesværet troværdighed mellem undren, vantro, desperation samt til slut så meget oprør, som man nu som 11-årig kan mobilisere, når man allerede har set og oplevet og skullet tage stilling til alt for meget.

Virkeligheden værre

I forhold til Erling Jepsens roman har filmen skruet noget ned for de groteske elementer; Schønau Fog er tilsyneladende et lidt mere melankolsk gemyt end den galgenhumoristiske Jepsen. Derimod er slutningen blevet relativt mere optimistisk og tilsat anstrøg af, at historien foregår i et vadested sidst i 1960erne mellem traditionelle og mere frigjorte værdier, men det skal man ikke lade sig narre af.

At den også foregår i nærheden af, hvor vore dages endnu værre Tønder-sag udspillede sig, er ganske vist formentlig tilfældigt. Men den viser til gengæld, at familier som den i filmen fortsat eksisterer i værste velgående.

Netop derfor er det imidlertid også en film, som alle forældre burde se sammen med deres (større) børn. Alene for at blive mindet om, hvem det er, der kan være deres egne børns værste fjender.

jakob.levinsen@jp.dk