Theodore Gericaults berømte maleri af de efterladte desperate forsøg på at overleve på havet efter "Medusa"-forliset. Forholdene på flåden var grusomme. Det blev alles kamp mod alle og kun de 15 stærkeste overlevede.
Offentliggjort 22.01.12 kl. 08:23
Kaptajnen på det havarerede "Costa Concordia" stemples som kryster - mange tidligere eksempler.
"Historien om kaptajner der forlader synkende passagerer er ligeså gammel som skibene. De er kun mennesker."
Andrew Lambert - professor i søfartshistorie
Francesco Schettino - kaptajn på "Costa Concordia" har al mulig gund til at kigge ned. Han er tiltalt for en lang rlække alvorlige lovovertrædelser. Foto: AP
Billeder af vraget af "Costa Concordia" har de seneste dage fyldt medierne og bringer mindelser lignende tilfælde, hvor kaptajner ikke har levet op til deres ansvar. Foto: AP
Da det græske krydstogskib "Oceannos" sank i 1991 ud for Sydafrikas kyst forlod kaptajnen skibet i en helikopter inden passagererne var reddet i land. Foto: AP
Kaptajnen på "Scandinavian Star" forlod det brændende skib midt om natten i forvisning om, at der ikke var flere ombord. Han blev siden kaldt tilbage og der blev fundet flere overlevende efter branden, der kostede 158 mennesker livet. Her efterslukkes der i havnen i Lysekil. Foto: Carsten Ingemann.
"HMS Birkenhead". Kaptajnen sendte kvinder og børn i redninsbådene først. Alle overlevede men det gjorde besætningen og soldaterne ombord ikke.
Kaptajnen på Titanic, der forliste i 1912, gjorde hvad man forventede af ham: Han sørgede for, at kvinder og børn kom først i redningsbådene og han gik siden ned med skibet. Foto: AP
Her kan du læse udskrift af rettens behandling af sagen om forliset af "SS Jeddah" og kaptajnens adfærd.
.
UDSKRIFT (pdf-format)
778 mænd.
147 kvinder.
67 børn.
Så mange passagerer var der ombord på dampskibet "SS Jeddah", da det den 17. juli 1880 sejlede ud af havnen i Singapore.
Alle var de muslimer fra Malaysia på pilgrimsrejse til Mekka og Medina.
Skibet var ejet af en stenrig araber ved navn Syed Mohamed al-Sagoff, det sejlede under britisk flag og det meste af besætningen bestod af rutinerede britiske søfollk.
Også kaptajnen Joseph Clark.
Den første uge af sejladsen foregik i et voldsomt uvejr, og dette afslørede, at "SS Jeddah" var i en ringe forfatning.
Kedlerne rev sig løs og skibet spang læk.
Ude af stand til at udbedre skaderne - og mens vandet fossede ind i skibet - valgte kaptajnen og hans besætning at forlade skibet.
De overlod pilgrimmene til deres skæbne - og den eneste muslim de tog med sig var Syed Omar - søn af skibets ejer.
Kaptajnen og hans besætning blev samlet op af et andet skib og sat i land i Aden.
Her fortalte de en drabelig historie om passagerer, der havde gjort voldeligt oprør.
Og berettede om at totalt havareret skib.
Det gjorde de i sikker forvisning om at "SS Jeddah" var gået ned med mand såvel som mus.
Men her tog den knap så gode kaptajn Clark godt og grundigt fejl.
Den 8. august ankom et fransk dampskib til havnen i Aden - og på slæb havde det "SS Jeddah".
Ikke én eneste af de ombordværende pilgrimme var omkommet.
Dette gav unægtelig kaptajnen noget af et forklaringsproblem, da han siden blev stedt for retten tiltalt og dømt for blandt andet grov uansvarlighed.
Den store polske forfatter Joseph Conrad lod sig i øvrigt i 1900 kraftigt inspirere af "SS Jeddah"-hændelsen, da han skrev sit hovedværk "Lord Jim" - oversat til dansk i 1916 med titlen "Forlis".
Historien har mange beretninger om kaptajner, der har forladt deres skib - og passagerer - i utide, og alle disse beretninger er naturligvis aktualiserede efter at krydstogtskibet "Costa Concordia" for nogle dage siden forliste ud for øen Giglio i Italien.
Kaptajnen - Francesco Schettino - forlod skibet længe inden alle var reddet i land, og han har siden fyldt medierne med den ene mildt sagt søgte undskyldning efter den anden.
Nu sidder han i forvarring og er sigtet for en lang række alvorlig lovovertrædelser.
Hændelsen omkring "SS Jeddah" i 1880 er som sagt langt fra enestående - og i de fleste andre tilfælde endte forlisene ikke så lykkeligt for passagererne som for de pilgrimme, der var ombord på "SS Jeddah."
Vi vil her fokusere på nogle enkelte af de mest berømte forlis, hvor kaptajnen mildt sagt ikke har levet op til forventninger om ansvalighed - og så et enkelt lysende eksempel på det modsatte.
Medier over hele verden har i de seneste dage været fyldt med nyheder om det tragiske italienske forlis og bortset fra ofrene og de savnede, er der fokus på kaptajn Francesco Schettino og hans adfærd.
I den forbindelse har professor i søfartshistorie ved King's College i London, Andrew Lambert, til Discovery News udtalt:
"Historien om kaptajner der forlader synkende passagerer er ligeså gammel som skibene. De er kun mennesker."
Det var kaptajnen på den franske fregat "Medusa" - Hugues de Chaumareys - sikkert også, mens hans adfærd overfor sine passagerer, har alligevel indskrevet ham i historien som en af de værste kaptajner.
Og igen er der i hvert fald et lighedstræk med "Costa Concordia"-tragedien: Kaptajnens inkompetence.
"Medusa" havde kurs mod Senegal, men den 2. juli 1816 sejlede det på et rev ud for Mauritaniens kyst og havarerede totalt.
Kaptajnen og overklasse-passagererne forlod det synkende skib i redningsbådene, og henviste resten af passagererne og besætningen - i alt 147mennesker - til en intermistisk sammenflikket tømmerflåde på 20 x 7 meter. Bygget af materiale fra det smadrede skib.
I begyndelsen var den gjort fast til redningsbådene, men kaptajnen kappede trosserne og lod i bogstaveligste forstand passagererne sejle deres egen sø.
Forholdene på flåden var umenneskelige. For eksempel havde kaptajnen forsynet pilgrimmene med vin i stedet for vand. De havde fået en smule mad med, men tønderne fyldte så meget på flåden, at mange af dem blev sparket overbord.
Der udbrød slagsmål ombord på flåden, mange blev smidt overbord for at skaffe mere plads til resten og en del begik selvmord ved at kaste sig i bølgerne.
Andre blev skyllet overbord af de høje bølger.
Efter fire dage var der kun 67 overlevende tilbage og nogle af dem forfaldt - drevet af desperat sult - til kanibalisme.
Efter otte dage på havet smed de stærkeste de sårede og de svageste i havet.
13 dage senere blev flåden opdaget af skibet "Argus" og de overlevende blev reddet.
Da var der kun 15 af de 147 passagerer i live.
Beretningen af "Medusa" gjorde voldsomt indtryk i Europa, og inspirerede iøvrigt Theodore Gericault til sin berømte maleri af Medusa's tømmerflåde.
Billedet var lidt af en sensation, da det var lavet og det blev udstillet overalt i Europa, hvor det vakte stor opsigt.
På et tidspunkt blev det udbudt til salg og der var to seriøse købere. Derfor blev det seriøst overvejet at skære billedet i to dele...
Dette blev dog forhindret og i dag hænger værket på Louvre.
Vraget af "Medusa" blev iøvrigt lokaliseret i 1980 og en lang række genstande bjerget fra vraget blev siden udstillet i Paris.
Fra nyere tid huskes den græske luksusliner "Oceannos", der forliste med 571 passagerer ud for Sydafrikas kyst den 4. august 1991.
SE VIDEO: "Oceannos" synker
Alle 571 blev reddet, men kaptajnen - Yianis Avranas - blev mødt med voldsom kritik og fordømmelse, idet han forlod det synkende skib med en helikopter, mens der endnu befandt sig 170 skræmte passagerer ombord på skibet.
Da "Scandinavian Star" den 6. april 1990 brød i brand i farvandet mellem Danmark og Norge forlod kaptajnen - Hugo Larsen - det brændende skib om natten.
Det skete med en konstatering af, at der ikke var flere ombord.
Men deri tog han fejl.
Da der senere ankom røgdykkere til færgen, blev Hugo Larsen kaldt tilbage og der blev fundet yderligere 40 overlevende.
Branden på "Scandinavian Star" kostede 157 mennesker livet.
En kaptajn skal blive på sit skib indtil alle er reddet. Om nødvendigt gå ned sammen med det.
Som det skete med .E.J. Smith - kaptajnen på "Titanic".
En anden regel er, at kvinder og børn reddes først.
Den holdning er inspireret af det dampdrevne troppeskib "HMS Birkenheads" forlis ud for Sydafrikas kyst den 26. ferbruar 1852.
Da det forliste, var der et stort antal civile ombord - og blandt disse mange kvinder og børn.
Kaptajnen, Alexander Seton, gav ordre til, at kvinder og børn som de første skulle i de tre redningsbåde - vel vidende, at det betød at hverken han eller resten af besætningen ville overleve i de hajfyldte farvande.
Ikke en eneste kvinde eller et eneste barn mistede livet.
Det gjorde til gengæld kaptajnen, besætningen og en meget stort antal soldater.
Den heroiske kaptajnen og hans officerer stod tilmed på dækket og gjorde honnør, da skibet blev havets bytte.
Ud af de 643 ombord overlevede blot 193 forliset.
Også beretningen om "HMS Birkenhead" gjorde voldsomt indtryk. Blandt andet på forfatteren Rudyard Kipling, der i et digt brugte vendingen the Birkenhead Drill.
Dette er siden blevet betegnelsen for det at udvise mod - ikke at være sig selv nærmest - når man står ovefor håbløse omstændigheder. Og i andre sammenhænge er det betegnelsen for reglen om, at kvinder og børn bør i redningsbådene som de første.
Det samme lå iøvrigt Titanic-kaptajn E.J. Smith meget på sinde, og da de enorme tab efter katastrofen var gjort op, viste det sig at 74 pct. af de kvindelige passagerer havde overlevet.
Det samme gjaldt for 52 pct. af børnene, mens kun 20 pct. af mændene overlevede.
Men sådan er det ikke altid.
Da "Northfleet" gik ned i den britiske kanal i 1873 overlevede kun en enkelt kvinde og to børn.
Ingen kvinder overlevede, da emigrantskibet "London" sank ud for "Plymouth" 1865.
Da kaptajn Francesco Schettino forlod "Costa Concordia" søgte panikslagne passagerer stadig til redningsbådene.
Blandt dem var der mange handicappede og gravide kvinder.
Tabstallene er endnu ikke endeligt opgjort.
Francesco Schettino er dermed blevet medlem af klubben, der består af inkompetente og uansvarlige kaptajner.
Kaptajner, der havde mere travlt med at redde sig selv fremfor de passagerer, de havde ansvaret for.
Annonce:
Annonce: