Tip     Print     RSS     Del    

Potts’ bedste ven er stemmen

Af  musikredaktør PETER SCHOLLERT

Offentliggjort 05.09.07  kl. 18:08 

Den britiske sangersensation Paul Potts er i Danmark for at møde pressen og synge på Rådhuspladsen. I dette interview fortæller han om de omveje, som han har måttet tage for at nå frem til populariteten.

Hvad er den korte version af historien om Paul Potts?

»Jeg blev født i England, men har boet i Wales i syv år. Min mor er walisisk, og min far er englænder. Det gjorde det meget nemt, når vi så England spille mod Wales i rugby. Vi kunne hver gang holde med vinderen.

Jeg har altid elsket at synge. Jeg begyndte at synge, da jeg var meget ung. Det er noget, som jeg altid har gjort for min egen skyld, og jeg har brugt mange penge på det. Jeg har altid tænkt med hjertet frem for hovedet, og hvis jeg havde tænkt med hovedet, ville jeg have brugt min opsparing på huset.

Men fordi jeg er, som jeg er, spenderede jeg dem på at bruge lidt tid på at lære lidt om opera og få nogle timer, og lære sproget så godt, som jeg kunne.«

Rimini på østkysten

Så du besøgte forskellige lærere og så diverse operaer? Eller hvordan foregik det?

»Jeg modtog undervisning hos forskellige lærere i Rimini på østkysten (i Italien, red.). I øvrigt nød jeg bare kulturen og at forsøgte at forstå grundlaget for opera.

Jeg har altid været typen, der er blevet optaget af ting. Og jeg kan få tunnelsyn, når jeg virkelig nyder noget.

Jeg troede aldrig, at der ville komme noget ud af det. Jeg gjorde det kun for min egen fornøjelses skyld, og jeg deltog i en del amatørproduktioner, og det nød jeg også.«

Hvornår fik du et tegn om, at du måske kunne få en karriere som sanger?

»Jeg troede aldrig, at jeg ville få en karriere. Det var bare noget, som jeg kunne lide at lave, og jeg gjorde det for min egen skyld.

Der var et tidspunkt, da jeg sendte enkelte bånd til agenter i Storbritannien, og jeg fik ikke respons fra nogen af dem. Jeg fik ikke engang at vide, at de havde modtaget båndene. Så jeg vurderede, at jeg ikke var god nok til en professionel karriere som sanger og planlagde at gøre det på amatørniveau og bare nyde det.

Dårligt år

Desværre havde jeg i 2003 et rigtigt dårligt år, hvad angik mit helbred. Man fandt en stor svulst. Heldigvis viste det sig, at der ikke var tale om cancer, men jeg var væk i ni måneder (på grund af svulsten, red.), og da jeg kom tilbage, blev jeg kørt ned på cykel og beskadigede mit kraveben. Det betød, at jeg måtte stoppe med at synge. Jeg havde ikke energi til det, og vi havde ikke pengene til, at jeg kunne fortsætte. Så jeg regnede med, at det var slut med at synge.«

Det var tre-fire år siden?

»Det var fire år siden.

Jeg ved ikke, om du nogensinde har haft en ven, som du var meget tæt på. Jeg har altid betragtet min stemme som min bedste ven. Og det var ikke muligt for mig at fastholde kontakten med den ven i fire år.

Så da jeg stod på den scene (ved prøven til tv-showet ”Britain’s Got Talent”, red.), vidste jeg ikke, hvad der ville ske.

Det var lige som at se en ven i den anden ende af lokalet, som du ikke har set i lang tid. Man havde hele tiden tænkt på at holde fast i forbindelsen, men af en eller anden grund havde det været umuligt. Og man ved ikke, hvad den ven vil sige, eller hvordan han vil reagere.

Så jeg var meget nervøs, da jeg stod på scenen. Jeg vidste ikke, hvad der ville ske. Jeg vidste ikke, hvad der ville komme ud. Det gjorde mig endnu mere nervøs.«

Jeg var chokeret

Nu taler du om den prøve, der var til tv-showet? Hvordan havde du det, da du (af dommerne) fik at vide, at du var god?

»Jeg var chokeret. Jeg troede ikke, at jeg havde gjort det ret godt ved den prøve. Jeg følte ikke, at jeg havde sunget så godt, som jeg kunne have gjort.

Så jeg bad faktisk til, at en eller anden ville trykke på knappen til faldlemmen, så jeg kunne forsvinde.

Jeg kunne fornemme, at publikum havde nydt det. Men dét var jo ikke dommerne, og det var de tre dommere, der skulle bestemme, om jeg skulle gå videre. Og heldigvis lykkedes det.

Jeg var meget chokeret over de reaktioner, der var. Jeg tog et skridt ad gangen og troede aldrig, at jeg ville gå videre.«

Nød du at synge, da du nåede til finalen?

»Jeg er altid nervøs, før jeg skal på scenen. Det virker, som om nogle af nerverne forsvinder, når jeg begynder at synge, og så kommer de tilbage, når jeg er færdig.

Jeg var nervøs hver eneste gang, jeg skulle optræde (på tv, red.), men jeg forsøgte at koncentrere mig om at synge for dem, som jeg kunne se, ikke for at dem, der overværede showet.«

Fokuserer på nu’et

Du vandt finalen (i Britain's Got Talent), dit album er udkommet, og du er berømt de fleste steder. Hvordan ser du på fremtiden?

»Jeg vælger at lade være med at se for langt frem i tiden, da jeg dermed ville gå glip af en masse af det, som sker nu. Jeg håber bare, at folk bliver ved med at nyde det, som jeg elsker at lave og er så privilegeret og heldig at have mulighed for at gøre.«

Du skal turnere i Storbritannien. Er du klar til at skulle synge hver eneste aften i en måned?

»Der bliver ikke en koncert hver aften. Der bliver fridage, og jeg ser frem til at møde nye mennesker hele tiden og bare synge - dét som jeg altid har ønsket at gøre og drømt om.«