Tip     Print     RSS     Del    

Guide til Mozarts Idomeneo

Af  JOHN CHRISTIANSEN

Offentliggjort 05.02.10  kl. 23:57 

Mozarts musik er vidunderlig, men det hjælper på forhånd at kende til "Idomeneo", som Den Jyske Opera spiller fra 5. februar.

Mozarts "Idomeneo" er ikke den letteste opera at finde logik i, men den overgår i skønhed langt de fleste. Vi skal her søge at trænge dybere ind i den med en række portrætter af personerne og et kortere handlingsreferat:

1. akt: Efter slutningen på Den trojanske krig, grækernes belejring af Troja, vender kong Idomeneo hjem til Kreta. Her søger Elektra Idomeneos søn Idamantes kærlighed, men han er forelsket i den trojanske prinsesse Ilia, som er fange. På havet rammes Idomeneo af en voldsom storm og lover havguden Neptun, at han vil ofre det første menneske, som han møder ved hjemkomsten. Lidet aner han, at det bliver hans egen søn.

2. akt: Arbace råder Idomeneo til, at Idamante forlader Kreta og følger Elektra tilbage til Argos. Da de går om bord, kommer et nyt uvejr. Idomeneo tilstår, at han ikke har holdt sit løfte og tilbyder i stedet sig selv til havguden.

3. akt: Idamante vil søge døden i kamp med havuhyret. Ypperstepræsten befaler Idomeneo at fortælle, at han skylder at ofre sin egen søn.

Arbace fortæller, at Idamante har dræbt uhyret, men Idamante er stadig parat til at lade sig ofre for faderens hånd. Ilia vil gå i døden for den elskede Idamante. Da lyder oraklets stemme, at Neptun ikke længere kræver et dødsoffer. Idomeneo må afgive tronen til Idamante og Ilia.

Idomeneo

Konge af Kreta. Synges af Niels Jørgen Riis/David Danholt.

Mozart henviste i sine breve til, at han ville have komponeret Idomeneos musik anderledes, hvis han havde haft en yngre sanger end Anton Raaff til uropførelsen. Mozart var dog tilfreds med, at han fik en tenor, og hans "nødløsning" er i sig selv genial. Man har lov at mene, at Anton Raafs manglende tenorkraft inspirerede Mozart til en anderledes grublende person end ellers tænkt.

Idomeneo er midtpunktet i en katastrofe og kan intet gøre. Angsten for, at hans flåde skal bukke under i Poseidons/Neptuns naturstorm, gør, at han lover, at den første, som han møder på land, skal ofres. Det bliver hans egen søn Idamante, som han ikke har set i de mange år.

Vi møder en forbitret og eftertænksom Idomeneo. Hans eneste våben er at trække tiden ud. Han vender sig mod skæbnen med bebrejdelser og forbandelser. Endnu i anden akts slutning synger han: »Se den skyldige i mig, grusomme gud? Jeg alene fejlede, straf kun mig? begærer du dog et andet uskyldigt offer i stedet, vil jeg ikke kunne give dig det. Du har ingen ret.«

I tredje akt giver hans martyrberedte søn Idamantes ham dog kraft til at gøre det lovede og uundgåelige, og blodofferet undgås. Idomeneos fortvivlelse over, at en anden skal lide døden, kommer til udtryk allerede i hans første arie, inden han endnu ved, at hans søn er udset som ofret. Hans fortvivlelse er altså ikke kun et udtryk for et familieforhold, men mere humanistisk betonet.

Fortsættes...