Tip     Print     RSS     Del    

Søvndyssende smukt

Af  JOHN CHRISTIANSEN

Offentliggjort 25.08.10  kl. 14:06 

Fremragende nye sangere i Glucks "Orfeo og Euridice" i Salzburg, men Alban Bergs "Lulu" var trods alt mere spændende.

Tiago på to år sad på skift på mors og fars arm med et lunt smil til alle dem, som ville fotografere den lille familie. Den havde parkeret den elegante Audi foran festspilhuset i Sazburg. Festspillenes sponsor stiller en bil til rådighed for førende kunstnere på Salzburg Festspillene.

Mor er sopranen Anna Netrebko. Hun synger i år Julie i Gounods "Romeo og Julie" på skift med Nino Machiadze, som i maj blev fejret i Århus. Far er basbarytonen Erwin Schrott, der som Leporello er det erklærede højdepunkt i årets genoptagelse af Mozarts "Don Giovanni". Lige succes for mor og far.

Netrebko er festspillenes varmeste navn, og Riccardo Muti må nøjes med at være Salzburgs stjernedirigent nummer ét. Han tager sig af Glucks "Orfeo og Euridice", og det er den rene skønhedsdyrkelse. Wiener Philharmonikerne spiller perfekt med en rigdom i klangudtrykket. Muti nyder det. Orkestret nyder det. Publikum nyder det.

Smukt, men sukkersødt

På scenen ser man de smukkeste, dog også lidt sukkersøde billeder skabt af den stadig velfungerende Jürgen Rose. Instruktøren Dieter Dorn fylder billederne ud. Det er vanskeligt at sige et ondt ord om noget. Man kan drømme sig ind i skønhed for øjet og især for øret, og alligevel mangler den altafgørende spænding, som skal afværge, at man begynder at kede sig. Det virker paradoksalt.

Det mest forbløffende er, at mester Muti, som til oktober begynder som chefdirigent i Chicago, lader sig nøje med denne skønhedssøvn. Gluck var jo en reformator. Han ville skabe et stærkere menneskeligt drama i sin musik, men i stedet for at dirigere Glucks musik som datidens nytænkte dramatiske opstrammer (Wien 1762) spiller han den som en magelig Mozart (1756-91). Det er der måske ikke noget galt i, men der er mere i Gluck.

Riccardo Muti er kendt for, at scenegangen ikke må genere hans musiceren. Han holder sig fra kontroversielle instruktører, og en sådan er Dieter Dorn ikke. Han er tværtimod en klassisk skolet åndsperson.

Imod moderne instruktør

I Salzburg taler man om, at Muti snart må begynde at sætte i scene selv, som Herbert von Karajan gjorde det. Så ville han være helt sikker på ikke at blive rendt over ende af en moderne instruktør. Festspillene måtte i 2006 udskifte "Tryllefløjten"s instruktør for at beholde Muti.

Dieter Dorns opsætning har naturligvis også sine positive sider i skildringen af vejen, som går fra Euridices død, til hun får et nyt liv som gave, vejen fra dødsklage til kærlighedens fest. Skildringen i slutballetten af ægteskabets problemer virker endda opløftende, men genialitetens lynglimt mangler.

Fortsættes...