Tip     Print     RSS     Del    

Radiosymfoniorkesteret og Radiokoret (Radiohuset, København)

Af  HENRIK FRIIS

Offentliggjort 02.11.07  kl. 14:35 

Fabelagtige italienske solister i Verdis dødsmesse skruede det musikalske niveau helt, helt op i Radiohuset.

Radiohusets koncertsal, torsdag:

DR RADIOSYMFONIORKESTRET OG RADIOKORET.

Ssolister: Barbara Frittoli, sopran; Daniela Barcellona, mezzosopran; Joseph Calleja, tenor og Ferruccio Furlanetto, bas.

Dirigent: Gianandrea Noseda.

Koncerten gentages lørdag kl. 16 og genudsendes søndag kl. 10 i P2.

Der findes masser af dødsmesser – katolske requier – men når alt kommer til alt findes der måske kun to: Mozarts og Verdis. Radiokoret benyttede torsdagskoncerten til at fejre deres 75-års fødselsdag med en mægtig og smertelig udgave af sidstnævntes – den samme musik som de begyndte med dengang i 1932 – og med gæsteoptræden af nogle af de absolut største Verdisangere som solister.

Den 110 procent-belagte koncertsal oplevede italienske verdensstjerner som Barbara Frittoli og Ferruccio Furlanetto levere noget af det smukkeste, man overhovedet kan forestille sig – og så samtidig den italienske dirigent Noseda hoppe, danse, svede og fægte helt vildt meget energi ind i det dramatiske Requim.

Positivt møde

Derudover var mødet med den bare 29-årige maltesiske tenor Joseph Calleja virkelig positivt. Både i statur og stemme ligner han en ung udgave af netop afdøde Luciano Pavarotti – og chancerne for at han kan nå samme status i musiklivet er rent faktisk til stede.

Solisternes og dirigentens præstationer efterlod en ubændig trang til at komme til Italien hurtigst muligt. Tanken om at spendere noget tid blandt mennesker, der så gribende og intenst kan formidle så store spørgsmål på en alt andet end leverpostejagtig facon, virkede pludselig yderst meningsfuld.

Verdi skrev 26 operaer, der som et helt ekstraordinært fænomen i operaverdenen alle spilles med jævne mellemrum. Den enestående evne til at skrive latterligt lækker lyd i knugende dramatisk opera, skinner så absolut også igennem hans Requim, så meget så man undervejs helt glemmer sagens alvor.

Klassisk italiensk

Verdi når så tæt på operaen, at vi undervejs kan skimte en fuldstændig klassisk italiensk operabesætning i de fire solister. Vi hørte den iltre spintosopran, den bekymrede mezzosopran, den ligefremme tenor og den alfaderligt forklarende bas – datteren, moderen, helten og faderen.

Her i det protestantiske, kolde nord kan det da godt skurre lidt i ørerne, når bønnen om at blive frigjort fra verdens pinsler, kan trilles på pragtfulde melodier, men når bonusen er, at vredens dag kommer op på de allerhøjeste torden- og følelsesnagler, er skaden til at overse.

Og lad os så bare give den rosende omtale af orkestret til de to på pauker og stortromme. I netop dette Requiem er der så meget trommende sværvægtsboksning, at der skal gives alt, hvad er overhovedet kan mønstres.

Men hemmeligheden i også at få musik ud af det – som d'herrer denne aften viste fuld indsigt i – består i de krystalklare nuancer mellem voldsomt, meget voldsomt og monstervoldsom – og helt stille.