Tip     Print     RSS     Del    

Don Carlos (Operaen Holmen, København)

Af  JOHN CHRISTIANSEN

Offentliggjort 20.11.07  kl. 09:21 

Michael Schønwandt åbner for Verdis musik til ”Don Carlo”, mens iscenesættelsen gør operaen mindre, end den er.

Operaen Holmen

DON CARLO

Af Giuseppe Verdi

Spilles til 3. januar

Verdi skrev ”Don Carlo” dybt inspireret. Arie efter arie fortæller facetteret om mennesker, deres følelser og problemer. Ensembler eksploderer i dramatiske udladninger, og korene har storhed og styrke. Her findes skønsang med drama, personlig karakteriseringskunst og smertefuld atmosfære. Og under dette vekslende liv af politiske og personlige kampe bølger en undergrund af angst og uformåenhed.

Det Kgl. Kapel og Michael Schønwandt åbner dette vidunderlige partitur på et højt niveau. Sangligt nås kun momentvis et tilsvarende internationalt plan, men resultatet er flot nok i sig selv, og det afgørende er, at der også synges med stor forståelse af og indlevelse i Verdis musik.

Korets store aften

Koret havde igen en stor aften. Stephen Milling sang en både blød og kraftfuld kong Philip (alternerende Christian Christiansen). Nikolai Schukoff var en ung Don Carlos med tenoral sikkerhed og følsom bevægelighed. Iréne Theorin (alternerende Tina Kiberg) var en gennemført god Elisabeth, selv om hun er endnu bedre i Wagner. Hun er 2009 Isolde i Bayreuth.

Randi Stene har nok ikke den samme mezzo-gennemslagskraft som den alternerende Susanne Resmark, men hendes fint nuancerede musikalitet var en nydelse. Tommi Hakala sang stærkt som Posa (alternativt John Lundgren), men hvorfor skulle han fjolle nervøst rundt med Pavarotti-lommetørklæde? Det åbnede ikke for en logisk udvikling af hans personlighed. Steen Byriel klang flot igennem, selv om storinkvisitoren ikke ligger ideelt for ham. Han var her ikke tænkt blind, rigtig gammel eller frygtindgydelse, og det virkede lidt forvirrende, at han samtidig var en almindelig munk. Verdi var troende, men han foragtede kirken. Det kom efter foromtalen overraskende lidt til udtryk i iscenesættelsen.

Musikkens udtryksstyrke

Det var herligt, som Michael Schønwandt formede melodilinjerne med al deres udtryksstyrke, samtidig med at de indgik i en helhed af lyrisk skønhed og voldsomme følelsesmæssige udladninger. Det var dejligt at høre, at orkestret dynamisk gik helt ned i et inderligt pianissimo. Man kunne leve med, især hvis man lukkede øjne.

Mere musik var ønskelig. Det må være Den Kgl. Operas nye politik at finde de korteste versioner. Efter ”Hoffmanns fortællinger” nu ”Don Carlo” med undtagelse af en duet mellem Filip og Carlos, som blev strøget efter premieren i 1867 i Paris.

”Don Carlos” er nemlig oprindelig fransk med en her savnet foranstillet akt, hvor den spanske tronarving Don Carlos og den franske Elisabeth af Valois tilfældigt mødes og forelsker sig i hinanden uden at vide, at de politisk er bestemt for hinanden. Deres lykke varer kun én dag. Don Carlos’ far, kong Filip, vælger selv at ægte den unge Elisabeth. Denne første akt blev strøget, da operaen skulle opføres på italiensk i Italien som ”Don Carlo”.

Verdi-musik dukket op

Verdi skrev til Paris mere musik, som også mod hans vilje blev strøget, men meget er dukket op i de senere år. Den komplette uropførelse fandt såmænd sted i 2004 i Wien i Peter Konwitschnys iscenesættelse! Hvis teatret vitterligt ville præsentere noget nyt og logisk, var der velegnet materiale nok.

I programmet fortæller instruktøren Kasper Bech Holten, hvad han vil. Et uddrag heraf blev bragt i guide-artiklen i JP i onsdags. Holten har ført handlingen op til en moderne tid, da religionen har fået magten: »Opsætningen udspiller sig i et samfund, der måske minder om en blanding mellem Nordkorea, Teheran og Washington D.C.,« skriver han i en politisk helgardering. Forsøget på at gennemføre idéen skjuler desværre andre historier og skæbner, som er i operaen.

Scene (Steffen Aarfing) og musik hænger bevidst ikke altid sammen. Tæppet går op for et kæmpe computerbillede af big broder kong Karl V., som er i skærende modsætning til den rugende klostermusik. Verdi bestræbte sig ellers meget for helhed og enhed. Don Carlos synger om en fontæne i haven, da han skal møde Elisabeth, men man ser kun hjørnet af en DDR-boligbarak.

Meningsløst

Den store autodaféscene bliver både meningsløs og komisk. Det elegante publikum, som har lånt champagneglassene fra ”La traviata”, hilser filmoptagelser af vellykkede bombetogt med klapsalver. Udsendingene fra Flandern har en inderligt bedende musik, men på scenen ser man terrorister med selvmorder-bomber. De sætter uden problemer kong Filip en revolver for panden, selv om et talstærkt vagtmandskab fra DDR-tiden render rundt i hele operaen. Det udvikler sig til en legen røvere og soldater, da terroristerne overmandes. Hvordan skal man tage det alvorligt? Musikken er dybere og farligere.

Der er naturligvis også en del, som lykkes godt som hele slutscenen, da Elisabeth venter på at tage afsked med Don Carlos i forhallen i lufthavnen. Men Kasper Bech Holten synes i stedet for at arbejde med de følelser, som ofte beskæftiger ham, at have nået et punkt af pædagogisk virketrang, der virker som en undervurdering af publikum. Det skulle da være let at opdage, at Verdis opera i sig selv stadig har aktualitet?