Tip     Print     RSS     Del    

Lørdagskoncert (DRs koncerthus)

Af  JAKOB LEVINSEN, litteraturredaktør

Offentliggjort 30.01.09  kl. 10:32  - opdateret 01.02.09kl.13:47

Så blev Danmarks Radios nye koncerthus foldet ud i storformat. Og DRs kor og symfoniorkester udgør mere end nogensinde ét af hovedargumenterne for at betale licens.

DRs Koncerthus, torsdag, fredag og lørdag: DR

DR SYMFONIORKESTRET, DR VOKALENSEMBLET OG DR KONCERTKORET

Dirigent Thomas Dausgaard, sopransolist Inger Dam-Jensen, altsolist Iris Vermillion, orgelsolist Flemming Dreisig, klaversolist Pierre-Laurent Aimard.

Der var den temmelig ufokuserede gallaåbning forrige lørdag, der har været P3 Guld med rockmusik, og DR Underholdningsorkestret har været forbi og spille Mozart. Men først i disse dage har der været mulighed for at høre, hvad den store sal i DRs nye koncerthus først og fremmest er bygget til, og til hvem – nemlig stor orkestermusik med det fornemste DR har at byde på, institutionens symfoniorkester og kor.

Samt, selvfølgelig, høre hvorvidt Jean Nouvels milliardbyggeri indfrier forventningerne og berettiger omkostningerne. Efter den første regulære torsdagskoncert på stedet må svaret lyde, at prisen er symbolsk.

Rejsepenge godt givet ud

For ikke blot er salen blevet den i særklasse flotteste koncertsal, vi har. Den lyder også sådan, og hvis man ikke bor i nærområdet, og ikke vil nøjes med at opleve den i radio og tv, vil rejsepengene også være givet godt ud.

Modsat de mange småstykker ved gallaåbningen havde koncerterne i denne uge kun to værker på programmet. Gustav Mahlers 2. symfoni fra 1888-94 var det gennemgående værk, torsdag indledt med uropførelse af Per Nørgårds 7. symfoni, der ved gentagelserne fredag og lørdag var erstattet af henholdsvis Olivier Messiaens orgelværk ”L’Ascension” og Maurice Ravels klaverkoncert for venstre hånd alene.

Til gengæld har Nørgårds godt halvtimelange symfoni i tre satser fortjent at blive et signaturværk for orkestret. Den er i sjælden grad et moderne opvisningsstykke, hvor den nu 76-årige komponist bruger hele sit enorme arsenal af melodiske, klanglige og rytmiske finesser til at vise, hvor meget orkestermusik også i dag kan være, hvor mange historier den kan fortælle og hvor mange oplevelser den kan skabe.

Elementært flot

Krævende? Ja da, men først og fremmest overfor tilhørerens mod til at turde lytte efter og lade sig rive med.

I al sin kompleksitet er det nemlig også elementært flot og hvad man i andre genrer ville kalde funky musik. Men det er alt andet end et hult virtuosnummer; det er tværtimod en opvisning i, hvor langt man kan komme i hvor mange retninger, når både viljen, erfaringen og håndværket til at præstere det ypperste er til stede.

Dermed er der også god grund til, at Nørgård har tilegnet symfonien DRs tidligere mangeårige orkesterchef Per Erik Veng. Han var igennem næsten tyve år hovedansvarlig for at løfte et lidt hensygnende radioorkester med tilhørende kor op til at kunne spille og synge musikken på det niveau og med den nødvendighed, det sker i dag, som efterhånden ét af selve hovedargumenterne for at betale medielicens.

Om noget lød det i torsdags som om orkestret og chefdirigent Thomas Dausgaard skal vænne sig til, at de i den nye koncertsal kan spille endnu mere end i den gamle på Frederiksberg. I déns indelukkede akustik skulle der ikke blæses meget igennem, før publikum var halvvejs inde i Københavns Kommune; til gengæld kunne det ind imellem både for musikere og publikum være svært at høre detaljerne i hvad der foregik.

Musikken hænger sammen

I den nye sal kan man til gengæld på 1. balkon midtfor udmærket høre når musikerne vender nodeblad eller blot flytter sig på en knirkende stol. Men hvad vigtigere er: musikken hænger sammen, omslutter og kan gennemskues på en helt anden måde end i den gamle sal, og i de kommende år bliver udfordringen at finde ud af hvordan sal og orkester kommer til at spille optimalt sammen.

Af samme grund havde torsdagens opførelse af selv et næsten halvanden time langt, detaljemættet rabaldernummer som Mahlers 2. symfoni også stadig, alle store kvaliteter og Thomas Dausgaards præcise dramatiske timing, endnu en lidt søgende karakter: hvor kraftigt, stille, hurtigt og langsomt kan vi egentlig spille på det her sted?

Rigtig meget af det alt sammen, lader det til. Alene korets helt sarte, og alligevel helt nærværende første indsats i finalen var al den foregående tumult om koncertsalen værd.

Og allerede ved gentagelsen fredag var det som om Dausgaard og orkestret turde tage flere chancer, spille endnu mere ud og i bund. Resultatet blev ind imellem noget vakkelvornt, men ved den sidste opførelse lørdag begyndte tingene at falde på plads.

Færre detaljer fra 2. balkon

Lørdag var jeg rykket helt op bagved på 2. balkon. Her virker lyden en smule mere samlet og blandet end nedenunder, så man på den ene side ikke kan høre helt så mange detaljer, på den anden side undgår at kunne høre nærmest hvad som helst.

Samtidig var der lejlighed til at konstatere, at de trange, labyrintiske adgangsforhold og den dårlige skiltning er endnu værre heroppe. Det er i hvert fald ikke raffinementer og velfungerende logistik udenfor selve koncertsalen, budgettet er blevet brugt på, og hvis det overhovedet er teknisk muligt at forbedre på byggeriet, er der nok at tage fat på her.

Fredag var der desuden den første lejlighed til at høre salens store orgel for alvor. Med valget af Olivier Messiaens meditative 1930er-ungdomsværk ”L’Ascension” med dets stort set statiske lydblokke fik domorganist Flemming Dreisig først og fremmes fokuseret på selve klangmulighederne i instrumentet.

Orgel skjult bag pyntefacade

Både i de mest sarte og de mest monumentale passager fremstod orglet med en klart defineret og afrundet lyd, der passer perfekt til salens kvaliteter i øvrigt. Forhåbentlig bliver der også snart lejlighed til at høre det i mere dramatisk og kontrastrig musik. Orglet er i øvrigt blevet offer for den eneste virkelige besynderlighed i koncertsalen. Jean Nouvel har nemlig insisteret på at få selve instrumentet skjult bag en pyntefacade af bambusrør-lignende forlorne orgelpiber.

Det ser ganske kønt ud, men giver altså også i nogle passager en oplevelse af at musikken kommer ude fra Amager Fælledvej. Hvorfor dog?

Koncertsalen har derudover også fået sit første fysiske offer, nemlig en finger på den franske stjernepianist Pierre Laurents højrehånd, der fredag kom i klemme i en dør. Hans annoncerede mini-solokoncert lørdag aften blev derfor aflyst, og kun i Ravels – heldigt programsatte – venstrehåndskoncert forinden kunne få en antydning af, hvordan salen kommer til at fungere med et soloinstrument.

Det er også godt. I Ravels på én gang glitrende og dystre koncert blev lyden af klaver og orkester kombineret med en klarhed og en helstøbthed, man i den gamle koncertsal på Frederiksberg kun sjældent kom i nærheden af.

En bekendt i DR bemærkede forleden, at takket være koncertsalens bygning er den klassiske musiks tilstedeværelse i institutionen sikret de næste 100 år. Jeg tror snarere det er omvendt: mere end noget andet er det koncertsalen og den klassiske musik på tilsvarende eliteniveau, der vil sikre DRs fortsatte eksistens.