Tip     Print     RSS     Del    

Odense symfoniorkester (Odense koncerthus)

CHRISTINE CHRISTIANSEN

Offentliggjort 07.11.09  kl. 17:29 

Odense Symfoniorkesters Musikhøst-koncert var et kig ind i tre forskellige komponisters verdener. Mest særpræget var mødet mellem klassisk symfoniorkesterklang og det kinesiske strengeinstrument, guzhengen.

Odense Koncerthus, Carl Nielsen-salen og DR P2:

ODENSE SYMFONIORKESTER.

Liu Le guzheng.

dirigent: Jukka Iisakkila .

Koncerten var en del af ny musik-festivalen Musikhøst 2009.

Odenses årlige efterårsfestival for ny musik, Musikhøst, fejrer i år sit 25-års jubilæum. Det sker som vanligt med et flot og varieret program, både med kammer- og orkestermusik, seminarer og komponistsamtaler.

Fredag aften satte Odense Symfoniorkester sit fingeraftryk på festivalen – ved en koncert med fokus på tre meget forskellige komponister:

Først tyske Helmut Lachenmann (1935), som i sit værk ’Schreiben’ fra 2003 eksperimenterer med at skrive nye klangbilleder frem – ved brug af symfoniorkestrets klassiske besætning. Det tyske ord ’schreiben’ - at skrive - rummer inde i sig også ordet ’Schrei’ – et skrig. Komponistens ide med bogstaveligt talt at lade musikerne både skrive og skrige med deres instrumenter virkede interessant og effektfuld. Værket udviklede sig fra sagte, spredte sus, hvislelyde og hviskende svirp hos strygerne til leg med overtoner hos blæserne, slagtøjskrads og knips på strengene i de åbne flygler. Alt sammen koblet i nuancerede mønstre. Resultatet blev intenst – takket være den energi, den finske dirigent Jukka Iisakkila kanaliserede ind i musikken og i orkestret. Tynd, rank og strittende agerede han aktivt på podiet som en spændt fjeder – med smidige, næsten uhyggeligt præcise slag.

33-årige Simon Steen-Andersen gik helt nye veje i sit værk ’Ouvertures’ fra 2008: Heri spiller det kinesiske strengeinstrument, guzhengen, hovedrollen. Kinesiske Liu Le uropførte værket med Shanghais Filharmoniske Orkester i 2008 og gav her odenseanerne den unikke mulighed for at høre det specielle instrument – i en elektrisk forstærket udgave.

Det mest bemærkelsesværdige var hans rytmiske spil på instrumentets skjulte stemmeskruer. Skruer, som er placeret i en boks på instrumentet, som konstant lukkes op og i. Værket skubbede sig kantet ud i alle mulige retninger, I seje lydbølger – og med farverige klangflader.

Desværre trak denne spektakulære konstellation af klassisk symfoniorkester og kinesisk guzheng ikke mange folk af huse. Der var flere tomme end fyldte pladser i den store Carl Nielsen-sal. Trods festivalens fokus på formidling – så har ny musik hårde odds for tiden. Også i Odense.

To vidt forskellige værker af Hans Abrahamsen (1952) rundede koncerten af: Først ’Stratifications’ fra 1975. Et værk, der med sine lag på lag-klange omringer lytteren i et billedagtigt rum.

Hans senere værk, ’Nacht und Trompeten’ fra 1981 voksede sig sælsomt større fra den indledende ’nattemusik’ over en hurtig, rytmisk del – og frem mod slutningen, hvor horn og messingblæsere markerer sig kraftigt. Her med små upræcisheder undervejs. Værket slutter i en intens hvirvel – og man sad tilbage med følelsen af forgængelighed.

Så flygtig kan ny musik også være.