Tip     Print     RSS     Del    

Tannhäuser, Operaen i København

Af JAKOB LEVINSEN, litteraturredaktør

Offentliggjort 20.12.09 kl. 21:50

Kasper Holten reducerer Richard Wagners ”Tannhäuser” til romantisk kunstnerpatos. Til gengæld er det musikalske niveau i Operaens opførelse tårnhøjt uden svagheder, og det er mindst lige så meget det, operaen i virkeligheden handler om.

Operaen i København: TANNHÄUSER af Richard Wagner.

Iscenesættelse: Kasper Holten.

Scenografi og kostumer: Mia Steensgaard.

Koreografi: Signe Fabricius.

Musikalsk ledelse: Friedemann Layer.

Til 1. februar.

www.kglteater.dk.

Med den rette dirigent, aktuelt er det østrigeren Friedemann Layer, kan Det kongelige Kapel spille med en kultiveret fylde, et overskud og et nærvær, så man holder op med at tænke over hvordan de gør det, og bare lader sig rive med af hvor stærkt det virker. Foruden at det ikke er en floskel, når Operakoret jævnligt udråbes til i hvert fald ét af verdens bedste, og her i Richard Wagners ”Tannhäuser” selv efter sin egen standard fejrer triumfer.

Sidst men ikke mindst har man i disse år et sangerensemble, der stort set uden gæstesangere kan besætte selv den håndfuld eliteroller, som ”Tannhäuser” rummer, med lutter helstøbte, lige så velsungne som scenisk gennemarbejdede og medrivende præstationer: Stig Fogh Andersen i titelrollen som den temperamentsfulde, men splittede middelaldersanger, Tina Kiberg som hans trofaste og tilgivende elskede Elisabeth, Susanne Resmark som forførersken Venus og Stephen Milling som den magtfulde grev Hermann, samt som eneste gæst den finske baryton Tommi Hakala som Tannhäusers anderledes noble og retlinede kollega Wolfram.

Fremad mod fortiden

Hos Wagner foregår operaen fra 1845 (han reviderede den flere gange) i 1200-tallet, hvor Tannhäuser vakler mellem den hedenske, sanselige Venus og det kyske, kristne miljø han kommer fra og vender tilbage til. Efter at have lavet skandale under en sangerdyst på borgen Wartburg beordres han på pilgrimsfærd til paven i Rom, og vender senere hjem uden at kunne være sikker på sin frelse.

Kasper Holten har derimod i sin iscenesættelse erstattet Wagners handling med sin egen. Temmelig bogstaveligt: i programteksten er der intet referat af den oprindelige handling, kun Holtens arbejdsnotater, som den intet ondt anende tilskuer godt kunne forledes til at tro var komponistens egen fortælling.

Frelst af kunst

Så her er handlingen flyttet op til Wagners egen tid, hvor den frie troubadour Tannhäuser er blevet til en selvmedlidende digtertype, som er splittet mellem sin kunst på den ene side og sin familie og sin højborgerlige verden på den anden.. Venus symboliserer her kunstnerens kreativitet, mens frelsen er forløsningen hvor kunstneren skaber sit mesterværk.

Fortsættes...