Tip     Print     RSS     Del    

Tannhäuser (Nasjonaloperaen, Oslo)

Af  JAKOB LEVINSEN, litteraturredaktør

Offentliggjort 07.03.10  kl. 11:50 

Den norske stjerneinstruktør Stefan Herheim indtager Oslos nye operahus med Wagners ”Tannhäuser”. Med operahuset og Oslo selv som kulisse er det blevet en mageløst begavet og sørgmunter forestilling om hvad vi overhovedet skal med kunst.

Nasjonaloperaen i Oslo:

TANNHÄUSER af Richard Wagner.

Iscenesættelse: Stefan Herheim.

Scenografi og kostumer: Heike Scheele.

Musikalsk ledelse: Christian Badea. Til 27.3.

Så har jeg også set mig selv på en operascene. Eller i hvert fald noget der lignede.

På et tidligt tidspunkt af Nasjonaloperaens nyopsætning af Richard Wagners ”Tannhäuser” fra 1861 dækkes hele scenen nemlig af store, spejlblanke glasruder, mage til dem som pryder ydersiden af Oslos pragtfulde nye operahus. Heri kan publikum så se med lidt held og mod se sig selv i øjnene.

Forestillingen, der angiveligt er den største og dyreste i norsk operahistorie, skulle egentlig have åbnet operahuset forrige år, men er på grund af omfattende tekniske problemer op til åbningen først kommet op nu. Til gengæld viser den sig at have været al ventetid værd.

Wagner som munter

I mellemtiden er den norskfødte, men navnlig i det tyske sprogområde aktive instruktør Stefan Herheims ry kun blevet øget, ikke mindst hvad Wagner angår. I særdeleshed på grund af hans kontroversielle opsætning af ”Parsifal” i 2008 på helligstedet Bayreuth, sågar med naziflag i Festspilhuset for første gang siden Det Tredje Rige.

Siden er blandt andet fulgt en lovligt selvsmagende og overfladisk provokerende ”Lohengrin” i Berlin. Men i ”Tannhäuser” synes alt derimod at lykkes for ham, endda at få Wagners dystre opera fortalt i et underfundigt, sørgmuntert toneleje som man ellers aldrig ville have forbundet med den.

Fra sangerdyst til bønnemøde

Meget af operaen foregår her bogstavelig talt i Nasjonaloperaen. Billeder af bygningen selv, og altså også det forhåndenværende publikum, skiftes til at udgøre bagtæppe, sammen med det sterile glaskvarter operahuset ligger i og sågar Oslo Domkirke.

Stefan Herheims pointe er nemlig at omsætte gudinden Venus’ sanselige, men umodne og verdensfjerne hof til operaens på én gang magiske og komiske univers, overdådigt illustreret med optrin, kostumer og kulisser fra alverdens gamle opsætninger. Det strenge regime på Wartburg, som den rodløse sanger Tannhäuser bagefter vender tilbage til, er derimod blevet til Frelsens Hær og et herberg for hjemløse og narkoludere, hvad der giver tekstens megen religiøse retorik et helt særligt skær.

Ingen færdige løsninger

Hvad Tannhäuser efterhånden finder ud af er imidlertid, at hverken sanseligheden eller den organiserede religion i sig selv rummer færdige løsninger på noget som helst. Og Herheims beske, ironiske – og lidt krukkede? - twist på handlingen til slut er, at det gør opera og kunst heller ikke nødvendigvis.

Fortsættes...