Tip     Print     RSS     Del    

Torsdagskoncert (DR Koncerthuset og DR P2)

Af  CHRISTINE CHRISTIANSEN

Offentliggjort 12.03.10  kl. 08:58 

DR SymfoniOrkestret afsluttede torsdag sin Mahler-maraton, der har strakt sig over tre år. Med en energisk og dramatisk udgave af Symfoni nr. 6.

Torsdagskoncert

DR Koncerthuset og DR P2

DR SYMFONIORKESTRET

Dirigent: Thomas Dausgaard

Torsdag aften

Koncerten gentages fredag d. 12. marts og genudsendes fredag kl. 16 og søndag kl. 9 på DR Klassisk, samt søndag kl. 13 på P2.

”Vi lever i en Mahler-tid”, udbrød en ældre mand, mens vi stod og ventede på Metro-perronen umiddelbart efter torsdagens koncert med DR SymfoniOrkestret.

Med martsblæsten bidende i ansigterne. Og stadig med aftenens værk - Mahlers dramatiske og dødsfikserede Symfoni nr. 6 - dunkende i alle kroppens fibre.

Manden har ret: Mahlers komplekse klangunivers er evigt aktuelt.

Har sat sit præg

Og komponisten har da også sat sit præg på DR SymfoniOrkestrets sidste tre koncertsæsoner, hvor orkestret har opført samtlige af mesterens i alt 10 symfonier. Torsdag kulminerede Mahler-festen altså med den mastodontiske Symfoni nr. 6 – et værk, der med sine fire store satser og en samlet spilletid på næsten 80 minutter stod som aftenens eneste programpunkt.

Begejstring

Sprudlende og tændt af begejstring satte orkestrets chefdirigent Thomas Dausgaard det enorme, marcherende Mahler-maskineri i gang.

Over 100 musikere sad spilleklar på scenen. Her var nerve og bid i klangen fra første akkord. Især træblæserne leverede velformede og brillante soli gennem hele førstesatsens melodiske virvar.

Andensatsen – den smukke Andante – flød med drive og intensitet. Soloviolinens sarte passager strålede lyrisk og ud i salen og blandede sig med fløjten i en ren englesang.

Små uklarheder

Man undgik dog ikke at høre de små uklarheder rundt omkring i orkestret - især under de pludselige temposkift.

Så lød den spændstige Scherzo-sats tættere sammentømret og mere præcis – en temperamentsfuld energiudladning, hvor død og uhygge ulmer overalt.

Finalen – som udgør en mini-Mahlersymfoni i sig selv – blev under Dausgaards medrivende kropslige bevægelser på podiet præcis så voldsom, grotesk - og samtidig poetisk - som man kunne ønske sig.

Her blev ikke sparet på kraften – særligt messingblæserne foldede sig styrkemæssigt ud. Lidt mindre volumen herfra, og langt flere klanglige nuancer var formentlig trådt frem i det komplekse lydbillede.

Unødvendigt drama

Et ekstra, unødigt drama udspillede sig til sidst:

En insisterende mobiltelefon tog flabet kampen op mod orkestret i finalens sarte slutning.

Man holdt vejret – men heldigvis holdt den hidsige ringetone op, før satsens sidste krampetrækninger endelig blev forløst.

Indtil en sms tikkede højlydt ind øjeblikket efter.

Mahler fik dog det sidste ord.

En irriterende gimmick på en i forvejen så intens og stemningsfuld aften.