Tip     Print     RSS     Del    

Jephtha (Operaen på Holmen)

Af  JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 22.03.10  kl. 13:23 

Den første danske sceneopførelse af Händels ”Jephtha” reducerer historien til blegt engelsk overklasseritual. Men musikken spilles pragtfuldt.

Operaen på Holmen

JEPHTHA af G.F. Händel og Thomas Morell

Iscenesættelse: Katie Mitchell

Scenografi og kostumer: Vicki Mortimer

Lys: Chris Davey

Musikalsk ledelse: Lars Ulrik Mortensen

Til 17. april

www.kglteater.dk

Man forventer egentlig bare at se mesterdetektiven Hercule Poirot komme spankulerende ind på scenen. Den engelske instruktør Katie Mitchell, der ellers i sit hjemland har ry for at være ganske kontroversiel, har nemlig valgt at lade den gammeltestamentelige historie i Händels ”Jephtha” fra 1751 udspille sig på et tilsyneladende krigsramponeret, men dog funktionsdueligt luksushotel à la mellemkrigstiden, med israelitterne omgjort til engelske overklasseløg iført vege farver og knudret kropssprog.

Det ligner til forveksling det univers, tv-seere vil kende så godt fra Agatha Christie-film, ”Gensyn med Brideshead”, en del Monty Python-sketches og meget andet. Og havde der været en detektiv til stede, kunne han så måske også have opklaret, hvad det skal gøre godt for.

Opera af gavn

Der er ellers nok af drama, passion og store dilemmaer i fortællingen om hærføreren Jephtha, der på vej i kamp lover Gud, at han i tilfælde af sejr vil ofre det første levende væsen, som hilser ham velkommen hjem. Det viser sig at være hans elskede datter Iphis.

”Jephtha”, der aldrig har været sceneopført i Danmark før, har ganske vist titel af oratorium, altså et koncertant værk med bibelsk indhold. Men værket har så meget handling og så fint tegnede personer, at det er en opera af alt andet end navn og sagtens bør kunne spilles som sådan.

Blegsottig stiløvelse

Som historien afvikles her, bliver det imidlertid ikke til meget andet end blegsottig stiløvelse. Rent visuelt er det ganske fermt og gennemarbejdet, men vedkommende eller nyfortolkende er det ikke i nærheden af at være.

Helt patetisk bliver det, da forestilingens spinkle idé viser sig, og iscenesættelsens tone skifter fra kedsommelig til irriterende. For naturligvis er såvel sammenholdet blandt israelitterne, alliancen med Gud og den tilsyneladende glade slutning – modsat Bibelens anderledes barske – ikke nær så idyllisk, som det ser ud til, får vi understreget, sådan som skuespilstilen med ét skifter gear fra stiv overlæbe til store patetiske armbevægelser.

Lidenskab i musikken

Store armbevægelser med mening og retning får man til gengæld fra orkestergraven, hvor Lars Ulrik Mortensen dirigerer sine barokspecialister i Concerto Copenhagen. I musikken forløses al den lidenskab og grumhed, som ikke er på scenen, fra store energiudladninger til den dybeste inderlighed, fra huggende pointer til alskens finesser og forsiringer.

Der synges derefter på scenen. Navnlig i de tre hovedroller af Paul Agnew som Jephtha, Hanne Fischer som hans fortvivlede hustru Storgé og Eir Inderhaug som Iphis, men også på sidelinjen af den prægtige bas Ludvig Lindström som Jephthas halvbror Zebul og kontratenoren Andrew Radley som Iphis’ forlovede Hamor.

Koret kan bære

Samt ikke mindst af Operakoret, der synes at kunne bære enhver forestilling. At Lars Ulrik Mortensen så ind imellem fremstår mere som orkester- end som kordirigent, og koordineringen er derefter, virker i det musikalske helhedsbillede som en detalje.

Dermed bliver forestillingens bitre pointe slet ikke den om dobbeltmoral, ond religion og politisk kynisme, som signaleres så demonstrativt fra scenen. Tværtimod bliver den, at et koncertværk, som ellers burde egne sig glimrende til scenen, her er endt med alligevel at kunne nydes bedst med øjnene lukket.