Tip     Print     RSS     Del    

Norddeutscher Rundfunks Symfoniorkester (Tivolis Koncertsal)

Af  CHRISTINE CHRISTIANSEN

Offentliggjort 02.09.10  kl. 09:32 

Norddeutscher Rundfunks Symfoniorkester betog Tivolis Koncertsal med Mahlers gigantværk, Das Lied von der Erde.

Symfonikoncert

Tivolis Koncertsal

NORDDEUTSCHER RUNDFUNKS SYMFONIORKESTER

Alan Gilbert, dirigent

Peter Seiffert, tenor

Thomas Hampson, baryton

Onsdag aften

Tivolisæsonen iler mod enden, og onsdag aften kunne man glæde sig over et af sommerens sidste store, koncertmæssige højdepunkter: Det Hamburg-baserede Norddeutscher Rundfunks Symfoniorkester, som gæstede Koncertsalen.

Levende og lyriske solister

Hovedværket var her Mahlers sekssatsede, symfoniske drama: Das Lied von der Erde. Med den tyske wagnertenor Peter Seiffert og den erfarne amerikanske Mahler-fortolker, barytonen Thomas Hampson - begge levende og lyriske i de tungsindige sangtekster, der kredser om glæder og sorger, livets gang og især om døden.

Mahler skrev værket i 1907-1908, hvor en mistet datter, fyringen fra jobbet som chef for hofoperaen i Wien og konstateringen af den hjertesygdom, han døde af fire år efter, i høj grad prægede hans sindsstemning. Teksterne er oprindeligt gammel kinesisk poesi, som siden blev oversat til tysk i digtsamlingen Den Kinesiske Fløjte.

Pompøst åbnede orkestret med introsatsen ”Drikkevise om jordens jammer”, og Peter Seiffert var fra første indsats tændt. Smidigt og klart kom han rundt i de krævende passager, der mod slutningen af satsen bliver til smertefulde råb.

Sarte strygere og en blid obo åbnede herpå satsen ” Den ensomme om efteråret”, hvor Thomas Hampson med sin frie, åbne stemmeklang og sin stærke udstråling greb salen.

Dirigenten fik alle farverne frem

Orkestrets chefdirigent, amerikanske Alan Gilbert, var fra sin plads på podiet på én gang distinkt og dansende i bløde, elastiske bevægelser. Han fik alle farverne frem hos orkestret – fra blidt akkompagnement til desperat vildskab. Instrumentgrupperne balancerede, så melodier og soloer altid trådte tydeligt frem.

Mest intenst og dramatisk lød den store slutsats ”Afsked”.

Kontrafagottens dommedagsindikerende intro blev afløst af solofløjtens smukke kald. Thomas Hampson lod teksten folde sig ud og gentog gådefuldt ordet ”Ewig” til allersidst. Gradvist svagere, til orkester og sanger forsvandt helt i den sarte slutning.

Inderlig optakt

Sibelius’ smukke, dystre Symfoni nr. 7 i C-dur op. 105 stod som inderlig optakt til Mahler.

Også heri havde dirigenten alle antenner ude. Tæt, mørk strygerklang og en klagende obo gjorde den ensatsede symfoni fortættet.

Messingsektionen brillerede med både klanglig power og især evnen til at holde tilbage i perfekt balance med de øvrige instrumenter.

Oprindeligt var Sibelius-symfonien sat på som koncertens slutværk, men på stedet blev der byttet om på værkerne, og det virkede langt mere effektfuldt at lade Mahlers tonebilleder stå tilbage som det sidste på en stærk aften med et virkelig velspillende orkester.