Tip     Print     RSS     Del    

Dancer in the dark (Operaen på Holmen i København)

Af  JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 06.09.10  kl. 05:55 

“Dancer in the Dark” reducerer Triers filmfortælling til kitschet referatstil uden dramatisk nerve.

Operaen på Holmen i København:

DANCER IN THE DARK,

Opera i én akt af Poul Ruders og Henrik Engelbrecht efter Lars von Triers film.

Iscenesættelse: Kasper Holten.

Scenografi: Christian Lemmerz.

Lysdesign: Jesper Kongshaug.

Koreografi: Signe Fabricius.

Musikalsk ledelse: Michael Schønwandt.

Til 27.9. www.kglteater.dk.

Zombier er sjældent noget kønt syn. Det gælder heller ikke sceneversionen af Lars von Triers ti år gamle guldpalmevinder “Dancer in the Dark”, der søndag blev uropført i Operaen.

Her bliver hovedpersonen Selma efter sin henrettelse vækket til live i kisten af sin lille søn, der sætter spørgsmålstegn ved det martyrium for hans skyld, der synes at have været hele hendes livsindhold og selviscenesættelse. Og derefter bliver hovedtrækkene i filmfortællingen så udspillet på ny.

Langt fra at bevæge

Eller rettere sagt: en film af en diabolsk manipulator bliver genfortalt af en flok søde operamennesker. Så i stedet for Triers dobbeltspil af sentimentalitet og sadisme, grum hverdag og vilde musikfantasier får man her en trofast referatstil.

Forbløffende nok virker operaen endda nærmest længere med sine 70 minutters spilletid end den næsten dobbelt så lange film. Derimod er den ikke i nærheden af at bevæge og provokere på samme måde.

Hængning og kaos

Indslagene af - ufrivilligt? - kitschet popmusik, pailletbehængt musicaldans og skingert grotesk retssagsscene illustrerer kun alt for tydeligt, hvor forskellige temperamenter der er tale om. Allermest ses det dog i den store hængningsscene, hvor von Triers infamt effektive leg med tilskuerens forventninger fuser helt ud i rodede og alt andet end overbevisende teatereffekter.

At Poul Ruders med sin sans for stemninger og drama ellers godt ved hvordan man skriver grum og vedkommende nutidig opera, demonstrerede han til fulde for ti år siden med “Tjenerindens fortælling” efter Margaret Atwoods roman. Der er da også glimt af det her, i operaens ouverture og i den surrealistiske scene hvor Selma skyder politimanden Bill.

Opstyltet realisme

Men altovervejende er der dog tale om hvad tyskerne kalder Literaturoper. Det vil sige, at musikken er reduceret til underlægning og farvelægning af mere eller mindre realistiske replikker.

Så her kan man roligt tale om at værket lægger løkken om sin egen hals, for er der noget opera jo bare ikke er, er det et realistisk referatmedie. Derfor kommer resultatet i vidt omfang også til at fremstå som en slags opstyltet taleteater, og er af Kasper Holten stort set instrueret som sådant.

Fortsættes...