Indviklet, men dejlig barokopera

Af JOHN CHRISTIANSEN

Offentliggjort 27.05.11 kl. 22:51

Denne gang er det en barokopera af Händel, som lykkes for Den Ny Opera i Esbjerg.

Den Ny Opera koncentrerer sig om få forestillinger, og de gør dem godt. Efter Benjamin Brittens "Skruen strammes" gælder det nu Händels "Xerxes" fra 1738, som sjældent høres.

Derimod kender og elsker alle "Ombra mai fu", som åbner operaen. Det er en kærlighedserklæring til et træ, men arien synges nu oftest på romantisk vis, vemodigt og langsomt som en bred largo, men Händel kaldte den en larghetto, som er i en hurtigere, mere flydende stil. I Esbjerg gentog man "Ombra mai fu" påklistret efter slutkoret, og det begrundede largo-tolkningen, da Xerxes stod tilbage uden at have fået den, som han elskede, men nu heller ikke havde fortjent.

"Xerxes" var tænkt som en komisk opera, men Händel skrev en gennemført meget smuk musik, som ikke spiller op til de helt store løjer. Instruktøren Elisabeth Linton fandt en fin mellemvej i sin lette og elegante opsætning med komikken baseret i en række fine pointer og med beherskede affekter i personinstruktionen. Komikken blev aldrig grov. Derfor passede scenegangen samtidig til Händels smukke, følsomme musik.

Det foregik i Herbert Murauers dejlige scenebillede med glasvægge og med vekslende lys og farver i Anja Myung Hansens fine lysdesign. Her var også en sø, så der skal tørres tøj efter hver opførelse. Også det omtalte træ førte et eget liv i søen.

En musikalsk fest

Musikalsk var det noget af en fest. Det lokale ildjern, dirigenten Lars Ole Mathiasen fik med hele kroppen også dansekarakteren frem i samarbejdet med de dygtige norske Barokksolistene, 29 internationale musikere, som fulgte ham intensivt. Originalinstrumenternes mørkere klangfarver glødede med vemodig skønhed, så helheden blev dobbeltbundet.

"Xerxes" er også værd at høre for sangernes skyld. Det kgl. Teaters norske Tuva Semmingsen, som er i gang med en international karriere, hvori barokmusikken har en vigtig plads, spillede titelpartiet med en fin ironisk sans for at illustrere som mand. Xerxes blev oprindeligt sunget af den berømte kastrat Caffarelli, som Händel udfærdigede et meget vanskeligt parti til, men hos den elegant syngende Semmingsen var ingen vanskeligheder.

Forestillingen er gennemført godt besat. Xerxes har forelsket sig i Romilda, den svenske Klara Ek, som dog elsker Arsamene, den svenske Mathilda Paulsson. Han er bror til Xerxes, så problemet er voldsomt. Det er det også i den anden del af de elskendes forhold, for Romildas søster Atalanta, fornemt sunget af den lokale Anne Mette Balling, elsker også Arsamene, men hun får ingen.

Vi får i tilgift Andrea Pellegrini som den fremmede Amastre, i virkeligheden Xerxes trolovede, der forklædt som mand vil sætte tingene på plads. Der er to mandlige sangere: Jens Søndergaard som tjeneren Elviro og Joan Rydh som Romildas og Atalantas far.

Altså fire mandlige og tre kvindelige personer, men to af mændene synges af kvinder, og en af kvinderne er klædt ud som mand. Ja, det er indviklet, men hvad gør det, når det hele er så behageligt dejligt, som det er?

MUSIKHUSET ESBJERG
HÄNDEL: XERXES
Den Ny Opera, Elisabeth Linton, instruktør, Ole Mathiasen, dirigent, Barokksolistene.
Gentages lørdag den 28.5. kl. 16.00,
Derpå tirsdag og onsdag på Det kgl. Teater, Gamle Scene København.