Tip     Print     RSS     Del    

La Traviata, Opera Hedeland

Af  JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 30.07.11  kl. 14:35 

Tre stærke solister gør Opera Hedelands opsætning af "La Traviata" se- og ikke mindst hørværdig.

Opera Hedeland, fredag:

LA TRAVIATA af Giuseppe Verdi og Francesco Maria Piave.

Iscenesættelse: Vibeke Wrede.

Scenografi: Martin Eriksson.

Kostumer: Lauréline Démoniet.

Koreografi: Martin Forsberg.

Musikalsk ledelse: Erik Nielsen.

Opføres også 5.8. og 6.8.

www.operahedeland.dk.

Havde der fandtes vejrguder, måtte den nærliggende konklusion fredag aften været, at de også har ører at høre med.

I hvert fald stilnede øsregnen helt af godt tre kvarter inde i premieren på Opera Hedelands friluftsopsætning af "La Traviata". Dermed kunne resten af operaen foregå i nøjagtig den stemningsfulde lune sommeraften i det kunstige bakkelandskab mellem Hedehusene og Roskilde, som er en af Opera Hedelands store attraktioner.

Selv mikrofonforstærkningen fungerede godt, begyndelsen af tredje akt undtaget. Omend den så også gav rig lejlighed til at konstatere, at det meget hørbart er tre år siden Collegium Musicum sidst har spillet sammen.

Et pindsvin med udstråling

Til gengæld viste den amerikanske dirigent Erik Nielsen sig fint i stand til at få Verdis musik til at bølge effektivt ud over bakkerne. Endda også, hvad der ikke er nogen selvfølge under friluftsforhold som disse, at være i tæt musikalsk kontakt med sangerne.

Det viste sig nemlig i høj grad at være de tre hovedroller, der bar forestillingen og gjorde den se- og ikke mindst hørværdig. Norske Kari Postma var i titelrollen udpræget en Violetta til den lyriske side, men samtidig smukt i stand til at bygge hele partiet op fra festivitas til dødsscene.

Hendes Alfredo er, som så mange af Verdis tenorpartier, egentlig ikke så meget andet end et forelsket og forvirret pindsvin. Men her fik Daniels Johansson ikke desto mindre givet ham både den følsomhed og udstråling som gør at man forstår hvorfor Violetta falder for ham.

Symboler i papmaché

Udover en magtfuld basstemme fik hans landsmand Fredrik Zetterström også givet Alfredos far en interessant drejning. Typisk fremstilles han som en velmenende gentleman, der nærmest beklager at samfundets normer tvinger ham til ødelægge den unge lykke, men her fik han også et anstrøg af brovtende kammerati, som gjorde forholdet til både Alfredo og Violetta lidt mere kompliceret.

Iscenesættelsen er derudover imidlertid ikke det man skal gå i grusgraven for. Vibeke Wredes opsætning med to hvide søjler og en kæmpemæssig dobbeltseng i centrum på amfiteaterscenen vakler for meget mellem dels en helt traditionel "Traviata", og fred være med det, dels påklistrede symboler som skiftevis er overtydelige og kryptiske - sex og nøgenhed det ene øjeblik, et rødt tyrehoved i papmaché det næste.

Det ligner noget med at vise hvor hult hele overklassefestlivet omkring Alfred og Violetta er. Men det fremgår nu rigeligt nok af musikken og handlingen i forvejen, og skulle det have virket overbevisende skulle der nok også have været meget mere glamour og ægte champagne over de småsølle kostumer og den halvbagte koreografi.