Tip     Print     RSS     Del    

Alceste (Gamle Scene, Det Kongelige Teater)

Af  CHRISTINE CHRISTIANSEN

Offentliggjort 18.01.12  kl. 21:12 

Lyriske sangere og lebendige barokmusikere får Glucks opera Alceste til at sprudle på Gamle Scene.

Gamle Scene, Det Kongelige Teater

ALCESTE

Af Christoph Willibald Gluck

Operaen er en co-produktion med festival d'Aix en Provence og Wiener Staatsoper

Libretto af Marie Francois Louis Gand Leblanc Roillet

Iscenesættelse: Christof Loy

Scenografi: Dirk Becker

Kostumedesign: Ursula Renzenbrink

Lysdesign Olaf Winter

Musikalsk ledelse: Lars Ulrik Mortensen

Tirsdag aften

Til den 6. februar 2012

www.kglteater.dk

Tænk at måtte dø for den mand, man elsker – og tilmed være tvunget til at feste med ham i de sidste timer. Kvinden Alceste i Glucks opera af samme navn udsættes for barske følelsesmæssige og fysiske prøvelser:

Vi er i den græske provins Thessalien, og Alcestes mand, kong Admetos, ligger for døden. Da guderne kræver et offer for at helbrede ham, tilbyder Alceste uselvisk at betale med det højeste, hun har - sit liv.

Tirsdag aften havde Glucks fransksprogede såkaldte reformopera fra 1767 premiere på Det Kongelige Teater. Denne tidlige opera ses ikke tit på operahusenes plakater, og det er da også første gang, Det Kongelige Teater sætter den op. Underligt, for musikken er indtagende, og både korpartierne og soloarierne bobler af lyrisk charme.

Fransk supersopran

Det kræver sin sopran at forløse rollen som Alceste, og med fondskroner i ryggen havde Det Kongelige Teater entreret med den franske supersopran, Mireille Delunsch. På bare tæer, skiftevis i hvidt og sort som symbol på liv og død, og med vildt, udslået hår tilførte hun rollen alt fra rå urkraft til blid inderlighed. Hendes stemme lyste brillant med stor volumen, og både det kropslige og følelsesmæssige udtryk var ekspressivt og overbevisende.

Også den amerikanske tenor, Gregory Kunde, var eminent i det højtliggende parti som kong Admetos. I første akt lå han tavs i sengen som syg konge, men da han kom på benene, var der klanglig kerne og intens indlevelse i hver frase.

Psykologisk genistreg

Mellem de to hovedpersoners udfoldede arier og dramatiske interaktion fyldte koret klangfuldt. Den tyske instruktør Christof Loy begår en psykologisk genistreg ved at lade koret - folket - være udklædt og agere som børn. Pigerne i knælange kjoler og med dukker i hænderne. Drengene i matrosdragter og med sværd. Der hersker uhygge i børneuniverset, hvor voksenlivets normer er sat ud af spil, og de stærke sejrer over de svage i interne intriger. Børnene forstår til gengæld ikke alvoren i Alcestes dødsdom – men hvem gør egentlig det?

Fortsættes...