Offentliggjort 09.03.10 kl. 19:59

ALLE ELSKER FORÅR
Marianne Lund
sopran
Danacord DACD 684
LOVE SONGS
Mathias Hedegaard
tenor
Dacapo 8.226141
Sopranen Marianne Lund er en ener, som med stort kunstnerisk overskud klarer selv de mest krævende værker. Hendes hovedbase har været DR-Radiokammerkoret, men hendes indsats for ny vokalmusik har været stor. Hendes cd med den fremragende pianist Søren Rastogi og andre gode musikere på guitar, harpe og fløjte kommer godt rundt i syv nulevende danske komponisters sangskat. Lad os blot bruge det ord. Den stilistiske og indholdsmæssige variation er stor hos Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm, Lars Hegaard, Ivar Frounberg, Per Nørgård, Bent Sørensen og Edina Hadziselimovic, men for alle er den ej.
Alle kan vel derimod gå ind for tenoren Mathias Hedegaards kærlighedssange af Heise, Weyse og Lange-Müller til Tove Lønskvs fine klaver. Vi har jo en stor og dejlig sangskat - for at bruge ordet igen. Udvalget er godt, og det synges med stor indlevelse og forståelse.

JACOB GADE
Christian Westergaard
klaver
Dacapo 8.226057
Da komponisten til ”Tango Jalousi” skulle tjene penge, spillede han klaver til stumfilm i biografen. Det kan man forestille sig, når Christian Westergaard spiller hans to serier af ”Cinema Music” og andre af hans valse og tangoer, tæt ved 80 minutters klavermusik. Vi er i 1920'erne, da musikere var lavt betalt, og restauranter havde råd til levende musik.

FRIEDRICH GULDA
klaver
DG 477 8724
RAFAL BLECHACZ
klaver
DG 477 8088
Chopin-året er over os i en sådan grad, at det er let at blive træt. Så kan man blive oplivet af det usædvanlige med den nu 28-årige polske Chopin-prisvinder 2005, Rafal Blechacz, i de to klaverkoncerter og den afdøde Friedrich Gulda, som også var en brillant virtuos i sin ungdom, men senere blev mere indadvendt.
Gulda spiller den første koncert med London Philharmonic og Adrian Boult, som er klart mere spændende end Jerzy Semkov i spidsen for Concertgebouw med Blechacz. Den sidste er fremragende og begejstret, men trænger ikke så dybt ind i musikken som unge Gulda. Med den sidste får man ikke før udgivne koncertoptagelser af balladerne og preludierne, som holder én vågen med mere eller mindre frie overraskelser.
To koncerter med forskellige flygler fra Steinway og Bösendorfer er blandet alt efter karakteren af det aktuelle preludium. Det er forfriskende.
Annonce:
Annonce: