Tip     Print     RSS     Del    

Bruce Springsteen: Magic

Af PETER SCHOLLERT

Offentliggjort 27.09.07  kl. 22:41 

Bruce Springsteen er gavmild med de store musikalske gaver på den helstøbte popprægede cd, ”Magic”.

Bruce Springsteen:

Magic

Columbia/Sony BMG Music

Den amerikanske rockstjerne Bruce Springsteen leverer med “Magic” sit mest iørefaldende og gennemførte udspil i årevis.

Desuden gør han sig med et tekstunivers, der er rigt på fortællinger og personlige oplevelser, fri af tidligere behov for meget eksplicit at skulle politisere og forholde sig til sit hjemlands tilstand efter terroraktionerne 11. september 2001.

Selv om albummet på papiret er endnu et møde mellem bossen og backinggruppen The E Street Band, er ”Magic” ikke proppet med den kollektive kraft, som man har kunnet mærke på tidligere samarbejder.

Udadvendt indtryk

At det er blevet sådan, kan skyldes, at hele The E Street Band på intet tidspunkt har kunnet være samlet i studiet. De er kommet og gået, mens hovedpersonen og producer Brendan O'Brien har arbejdet med at skabe et kompakt, energisk, personligt og udadvendt helhedsindtryk.

Denne ambition føres der på smukkeste facon bevis for på titelnummeret, der byder på den fineste tankevækkende lyrik og et arrangement, der er indrammet i den mest fascinerende stemning, som man kan opleve med Bruce Springsteen.

Brusende rockopus
Et andet opsigtsvækkende indslag er ”Devil's Arcade”, der vokser fra et stille eftertænksomt øjeblik til et stort brusende rockopus, hvor man godt kan mærke, at The E Street Bands maskulinitet får lov at træde i karakter.

Hvis man søger efter mere traditionelle fusioner mellem bossen og bandet, foldes de helt ud på ”Livin' In The Future”.

Mandfolke-momenter
Det rocknummer skubbes i gang af Clarence Clemons' karakteristiske saxofon, og herefter åbnes døren til den muskelkraft og det musikalske humør, som Springsteen i løbet af karrieren har kunnet tage fri fra, men som han aldrig har kunnet slippe helt.

Andre mandfolke-momenter er ”I'll Work For Your Love” og ”Long Walk Home” samt ”Radio Nowhere” og “Girls In Their Summer Clothes”. Men stadigvæk er det ikke sådan, at Springsteen lader holdet omkring sig præge billedet. Der er kun én hovedperson.

Et enkelt sted slipper Springsteen og O'Brien til gengæld fascinationen af den mordmistænkte Phil Spectors wall of sound-lyd løs.

Nummeret ”Your Own Worst Enemy” er nemlig blevet til en kæmpestor opsigtsvækkende hyldest til den sære gamle mesterproducers idé om at give verden popsymfonier. Og undervejs bliver der også lige tid til at sende en kærlig hilsen til The Beach Boys-tænkeren Brian Wilson.

Nye livstegn
Når man hører denne slags kunstværker, kan man kun konkludere, at 58-årige Bruce Springsteen i dette årti har fundet en stor og stærk energikilde, der giver ham mod, inspiration og ikke mindst overskud til at søge nye veje i en karriere, der viste svaghedstegn i 1990'erne.

Han førte senest bevis for dette nye livstegn med albummet ”We Shall Overcome: The Seeger Sessions”, hvor han hyldede folkesanger-ikonet Pete Seeger. Ydermere har han i rollen som live-kunstner i flere omgange dokumenteret, at han tør vælge nye og anderledes ruter.

Med sit nye album opsøger en af rockmusikkens dinosaurer magiske øjeblikke og hylder popmusikkens iørefaldende format.