Offentliggjort 31.05.08 kl. 22:30
Den danske gruppe Outlandish er i de kommende uger hovednavn på en turné i USA, der er arrangeret af den muslimske ungdomsbevægelse MAS Youth.
Outlandish optræder ved MAS Youth-koncerter i Los Angeles, Tampa, Chicago, Dallas, Detroit og New York. PR-foto
Dannet i 1991 i Brøndby Strand.
Består af Isam Bachiri, Waqas Qadri og Lenny Martinez. De har rødder i Marokko, Pakistan og Honduras.
Gruppens musik udspringer af hiphop, men der er elementer af rock, pop, soul og verdensmusik.
Har udgivet albummene ”Outland's Official”, ”Bread & Barrels of Water” og ”Closer Than Veins”.
Isam Bachiri har desuden udgivet et soloalbum.
Trioen er i gang med indspilningen af et nyt album.
”Hvem vi er: Vi er MAS' (Muslim American Society - Den Muslimske Amerikanske Forening) ungdomsafdeling og opfatter os selv som en bevægelse bestående af unge muslimske amerikanere, der efterlever Allahs anvisninger, gengivet i budskabet fra profeten Muhammed (Guds fred og velsignelse være med ham):
Iblandt jer bør der altid være nogle mennesker, der opfordrer til det gode, indskærper det rigtige og forbyder det forkerte; disse opnår lyksalighed. (Koranen 3:104)
For at leve op til dette ansvar opfordrer vi unge mennesker til at bestræbe sig på at lære, forstå, anvende, udbrede og forfægte islam og islams værdier, løsninger og organisme til fælles bedste.
Vores vision: MAS Youth er en underafdeling af MAS og rodfæster, nærer og virkeliggør organiseret og effektiv bevægelsesorienteret islamisk arbejde blandt alle grupper af unge ud fra en omfattende forståelse af islam.
Vores mission: At få unge mennesker til at stræbe efter gudsbevidsthed og social retfærdighed og at formidle islam med den yderste klarhed.
Hvem vi henvender os til: Vi henvender os til unge i USA (statsborgere, indvandrere, arbejdere, studerende osv.)”
Kilde: Information på MAS Youths hjemmeside ( www.masyouth.net). Oversat af Anna Marie Andersen
Outlandish løber en risiko ved at tage på turné i USA som hovednavn for den amerikanske muslimske ungdomsbevægelse MAS Youth, der udspringer af Muslim American Society.
Det fastslår personer i og uden for den danske musikbranche.
»Jeg vil normalt fraråde et band eller en solist at knytte sig til kommercielle, kulturelle og religiøse brands, der som udgangspunkt er stærkere end en selv. Så bliver man en del af dette brand, og kunstens rolle er netop at trænge igennem på egne præmisser.«
Det siger Gunnar Madsen, daglig leder i Rosa, der gennem en årrække har støttet danske bands og solisters internationale karrieremuligheder.
»Selv om man ikke selv ser et problem, kan man i andres øjne blive spændt for en vogn,« lyder hans advarsel.
Den erfarne koncertarrangør Flemming Schmidt ser også et potentielt problem for Outlandish.
En pris
»Det kan have sin pris, at de vælger at turnere inden for sådan et forum. For det er langt fra sikkert, at turneen vil give dem en bredere fanbase. Til gengæld kan de ved umiddelbart at tone rent flag få flere muslimske fans i USA og resten af verden,« vurderer Flemming Schmidt, chef i den danske afdeling af verdens største koncertvirksomhed Live Nation.
Ekspert i kommunikation og branding Frederik Preisler ser også en risiko for, at bandet, der består af to muslimer og en katolik, får problemer med sit image.
»Det, som er smukt ved Outlandish, er, at gruppen rummer både det danske og internationale element, og såvel det samfundsmæssige, politiske og religiøse aspekt. Hvis Outlandish reducerer denne mangfoldighed til muslimsk missionsarbejde, risikerer gruppen at komme til at fremstå som vækkelsesprædikanter,« fastslår Frederik Preisler, som er partner i reklamebureauet Propaganda.
New York og Dallas
Outlandish optræder ved MAS Youth-koncerter i Los Angeles, Tampa, Chicago, Dallas, Detroit og New York.
I første omgang var turneen sat til at begynde den 31. maj - og den dato optræder fortsat på MAS Youths officielle plakat. På Outlandishs officielle hjemmeside fremgår det til gengæld, som om USA-turneen først begynder den 6. juni med sidste koncert den 22. juni.
Ifølge den italiensk-amerikanske forsker Lorenzo Vidino fra Tufts University i Boston er Muslim American Society (MAS) grundlagt af kernemedlemmer i Det Muslimske Broderskab i USA. Det arbejder for, at samfundet skal ledes efter islamiske principper og love.
»Det blev dokumenteret af et ledende medlem i et interview i dagbladet Chicago Tribune for et par år siden. MAS udtrykker ofte stolthed over denne relation (til Det Muslimske Broderskab, red.), selv om man også forsøger at nedtone den ind i mellem,« siger Lorenzo Vidino, der skriver en ph.d.-afhandling om Det Muslimske Broderskab.
Han understreger, at selv om MAS er at betragte som islamistisk, er bevægelsen ikke ekstrem som Hizb-ut-Tahrir, der er forbudt i en række lande.
Hvis man vil optages i indercirklen i MAS, skal man ikke desto mindre gennem flere år have studeret teksterne af grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, Hassan al-Banna.
Ingen vej uden om MAS
Lorenzo Vidino understreger, at på trods af at Outlandish er inviteret af MAS Youth, kan man ikke pr. automatik betegne den danske gruppe som ubetinget islamistisk.
»MAS Youth inviterer alle typer af muslimske kunstnere, ikke kun islamistiske. Til gengæld er der ingen tvivl om, at hvis du vil ind på det muslimske amerikanske musikmarked, er der ingen vej uden om MAS,« siger han.
Mikael Højris, der i en årrække har rådgivet danske bands og solister, ser ingen problemer i Outlandishs turné med MAS Youth.
»Hver gang en gruppe træffer en beslutning, skal den selvfølgelig leve med de konsekvenser, som det måtte få. Men så længe der er tale om en lovlig organisation, som ydermere kan bane vej til et nyt publikum, kan jeg ikke se noget problem,« siger han.
Jens-Otto Paludan er tidligere chef for Universal Music i Danmark, som har sendt popgrupper som Aqua og Safri Duo rundt i verden.
»For mig at se ligger USA-turneen i naturlig forlængelse af, hvad Outlandish står for. Gruppen har holdninger, to medlemmer er muslimer, og man taler om det at være ung muslim. Desuden får Outlandish med turneen chancen for at komme ud til en masse mennesker,« siger Jens-Otto Paludan.
I juli optræder Outlandish også uden for Danmarks grænser. Gruppen giver den 13. juli koncert ved Islam Expo i London. Islam Expo er en bevægelse, der ifølge sin hjemmeside arbejder for forståelsen af islam og stræber efter at bygge bro mellem den muslimske verden og Vesten.
Sony BMG Music, der udgiver Outlandishs album, oplyser, at trioen ikke stiller op til interview.
Annonce:
Annonce: