Outlandish er i gang med at indspille deres fjerde album. Gruppen optræder til Beatles-showet i Horsens 22. november. PR-foto
Offentliggjort 05.09.08 kl. 16:22
Outlandish arbejder fortsat med sit fjerde album. Waqas fra trioen udgiver nu dansksproget soloplade. På et af numrene synger han om sin madpakke, da han var barn.
Først var det Outlandish-medlem Isam B., der tog en solotur med et dansksproget album.
Nu går et andet medlem af den danske gruppe samme vej.
Waqas udgiver om kort tid et album, som er indspillet i samarbejde med Mintman, der tidligere har produceret musik med Outlandish.
Albummet kommer til at hedde "Øko Logik" og bliver af hovedpersonen beskrevet som "hip hop møder Bollywood i Danmark".
Første single er "Madpakke Min". Waqas fortæller om sangen i en pressemeddelelse fra Universal Music, der skal udgive soloalbummet:
"(Den) handler om....ja min madpakke og hvordan den bare var og lugtede helt anderledes end alle de andre børns. Hvordan den kunne stinke en hel kantine op med duften af rugbrødsmadder med kebab på."
Waqas lægger ikke skjul på, at han i første omgang var bekymret for at skulle lave en plade med danske tekster.
"Jeg må erkende, at jeg til at begynde med var ret usikker på, om jeg kunne magte opgaven, da jeg aldrig før havde brugt mit modersmål som et musikalsk udtryksmiddel. Men jo flere numre vi fik lavet, jo mere frigjort blev jeg, og resultatet blev så til et album, som jeg har valgt at kalde ”Øko Logik”.
Annonce:
Annonce: