Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary hyldede Tina Dickow. Foto: Sanne Vils Axelsen
Offentliggjort 14.09.08 kl. 20:40
Sangerinden Tina Dickow blev søndag aften i Operaen i København belønnet med kronprinseparrets kulturpris på 500.000 kr.
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik overrakte også Bikubefondens donation til Morgencaféen for Hjemløse. I midten daglig leder Michael Espensen, til højre formand Thomas Skjold. Foto: Kim Agersten/Polfoto
Tina Dickow fremstod som en taber, da hun for tre år siden måtte forlade det verdensomspændende pladeselskab Sony Music, før samarbejdet for alvor var kommet i gang. Det var i forbindelse med en fusion mellem Sony Music og BMG, at den danske sanger blev overflødig.
Det skulle dog vise sig, at afskeden gjorde hende til en vinder. Hun fik lov at gå med indspilningen af sangene til det, der blev albummet ”In The Red”. Pladen blev en sællert i Danmark og skabte fundamentet for den succes, hun i dag oplever herhjemme som album- og koncertnavn.
Søndag aften blev der sat en fed streg under Tina Dickows status som en af landets mest vellidte og prisbelønnede unge solister. Ved et arrangement i Operaen på Holmen modtog den 30-årige sanger kronprinseparrets kulturpris på en halv mio. kr.
I sin tale opsummerede kronprins Frederik Tina Dickows karriere, der har været præget af stædighed og ihærdighed samt et langt ophold i London frem for Åbyhøj i Århus, hvor hun kommer fra.
»Med en imponerende viljestyrke er det lykkedes hende at skabe sig en platform som optrædende i USA, Storbritannien og Tyskland og at blive stjerne i Danmark,« sagde kronprinsen, der ikke var i tvivl om, at der er mere i vente for Tina Dickow:
»I udlandet fortjener et større publikum at opdage hende. Det skal nok ske med tiden. Så gode er hendes sange.«
Tina Dickow har aldrig lagt skjul på, at hæder giver hende en god følelse af at være værdsat. De penge, som følger med, har hun hidtil i stor udstrækning investeret i sin karriere, f.eks. pladeindspilninger. Hun er således aktuel med en ny udgivelse om en uge.
Det er fjerde gang, at kronprinsparrets kulturpris uddeles. Tidligere prismodtagere er filminstruktør Per Fly, kunstner Olafur Eliasson og skuespiller Sonja Richter.
Ved prisfesten i Operaen blev Morgencafeen for Hjemløse på Blågårds Plads i København belønnet med den såkaldte velgørende donation. Den er på en kvart mio. kr. og blev tildelt værestedet på grund af de ansattes og frivilliges store engagement.
Annonce:
Annonce: