Tip     Print     RSS     Del    

Leonard Cohen overstrålede alle

PETER SCHOLLERT, musikredaktør

Offentliggjort 22.12.08  kl. 09:50 

Cohen stod for årets comeback. Cat Power for årets internationale album. Spleen United overbeviste med diskofil rockmusik.

Cat Power stod med "Jukebox" for årets internationale album. Foto: Playground Music

Spleen United er blevet et populært liveband. Arkivfoto: Ole Lind

Tema

Bob Dylan

Årets bedste udenlandske album

1. Cat Power: JUKEBOX. Matador/Playground Music.

- Hendes vokal står frem med en magnetisk, melankolsk klang på en tidløs plade.

2. Kanye West: 808s & HEARTBREAK. Universal Music

- Hjertesorg er råstof på overrumplende stærkt elektronisk popalbum.

3. Portishead: THIRD. Universal Music

- Triphopheltene søger væk fra det oprindelige udtryk og finder ny spændende dramatik.

4. Coldplay: VIVA LA VIDA. Parlophone/EMI Music

- Britisk rocks store eksportvare genopfinder med mod og eventyrlyst sig selv.

5. Jenny Lewis: ACID TONGUE. Rough Trade/A:larm Music

- Den lille rødhårede skikkelse viser klasse som både sanger og sangskriver.

6. David Holmes: THE HOLY PICTURES. Go Beat/Universal Music

- Soundtrackmesteren huserer med en personlig hilsen til Jesus And Mary Chain, Simple Minds og Brian Eno.

7. Madonna: HARD CANDY. Warner Music

- Yderst vellykket dansemøde mellem popchefen og mandlige stjerner som Pharrell Williams, Timbaland og Kanye West.

8. The Raconteurs: CONSOLERS OF THE LONELY. XL Recordings/Playground Music

- Vildtvoksende, uortodokse og raffinerede rocknumre fra Jack Whites superband.

9. Santogold: SANTOGOLD. Lizzrd King/VME

- Den amerikanske debutant opsøger new wave, rap, ska, elektronisk musik og synthpop i sikker charmeoffensiv.

10. Beck: MODERN GUILT. XL Recordings/Playground Music

- Hovedpersonen og producer Danger Mouse hylder med kvalitet, originalitet og energi den evigtgyldige popsang.

Årets bedste danske album

1. Spleen United: NEANDERTHAL. Copenhagen Records.

- Stort tænkt og flot udført.

2. Aura: COLUMBINE. Music For Dreams/VME

- Ung personlighed, der bevæger sig sikkert rundt i fusion af akustiske instrumenter og elektroniske elementer.

3. Tim Christensen: SUPERIOR. Mermaid Records/Sony Music

- Har lavet sin hidtil mest ambitiøse soloplade med gennemførte, varmblodige produktioner, som man skal gå på opdagelse i.

4. Caroline Henderson: NO. 8. Stunt Records.

- Særdeles vellykket og yderst personligt coveralbum. Det er indrammet af jazz, men påvirket af både blues og soul.

5. Choir Of Young Believers: THIS IS FOR THE WHITE IN YOUR EYES. A:larm Music

- Indelukket avantgarde og udadvendt pop mødes på særpræget album.

6. Sune Rose Wagner: SUNE ROSE WAGNER. A:larm Music

- Spændende og personlig cocktail af støj, rock'n'roll og danskformuleret hærværkspoesi.

7. Sys Bjerre: GØR DET SELV. Universal Music

- Det er især som sangskriver, at årets mest omtalte solist viser evner på debuten.

8. L.O.C.: MELANKOLIA/XXXCOUTURE. EMI Music

- Ambitiøst og modigt dobbeltalbum, der ikke lykkes hele vejen. Mindre kan gøre det for landets mest populære rapper.

9. Moi Caprice: WE HAD FACES THEN. Glorious Records/A:larm Music

- Iørefaldende omgang melankolsk farvet rock i fint afbalancerede arrangementer.

10. Mike Sheridan: I SYV SIND. Playground Music.

- Teenageren viser, at han ved hjælp af sin uundværlige computer tør opsøge og bekæmpe alvorlige stemninger.

Relaterede artikler

Leonard Cohen (Malmø Arena, Sverige)

Leonard Cohen (Malmø Arena, Sverige)

Musiklegende bliver foreviget

Se alle >>

Der var én person, der overstrålede alle andre på årets rytmiske musikscene: Den 74-årige Leonard Cohen.

Han udgav godt nok ikke nogen ny plade. Til gengæld turnerede han med en så smuk og overvældende gennemslagskraft, at det var en fryd for både øjne og ører.

Det paradoksale ved den canadiske sanger og poets fornemme comeback var, at det efter sigende var blevet sat i scene af ren nød. Leonard Cohen var i årene forinden blevet snydt og bedraget af en af sine mest fortrolige samarbejdspartnere. Derfor havde han slet og ret brug for at tjene nogle penge.

Sublimt band

Heldigvis var det hverken en modvillig musiker eller et stivbenet ringvrag, som man mødte på scenen.

Den velklædte elegante ældre mand, der gav tre koncerter i Danmark i årets løb, sang tværtimod som en drøm og udstillede sine poetiske tekster på en enestående eksplicit facon ved hjælp af et sublimt band.

”I'm Your Man”, lød beskeden, og man kunne bare smile og nikke anerkendende i en koncertsæson, der ydermere bød på unikke oplevelser med blandt andre solisterne Stevie Wonder, George Michael og Neil Young samt støjrockbandet My Bloody Valentine. Den genopstandne 1980'er-gruppe stod for et magisk, kompromisløst kunststykke på en i øvrigt ujævn Roskilde Festival.

Ujævn var også kvaliteten af årets album-udgivelser. Mildest talt.

For der var alt for langt mellem de album, som man ikke blot holder af i nuet, men som man også vil kunne sætte pris på i de kommende år.

Først på året

Både årets bedste internationale og danske album udkom først på året. Det er stadig noget særligt at lytte til disse plader - og det vil det også være i de kommende år.

Amerikanske Chan Marshall alias Cat Power udgav i årets første måned ”Jukebox”, hvor hun med en stemme ikke ulig det britiske soul-ikon Dusty Springfields brillerer med en unik sans for fortolkningens kunst.

Fortolkninger af klassikere

Hun gør nemlig på mesterlig vis andres sange til sine. Det understreges bedst ved, at man med første nummer lige skal spidse ører, før man opdager, at hun er i gang med en nedtonet jazzet trylleformulering af ”New York”, der har opnået klassikerstatus ved hjælp af Frank Sinatra og Liza Minnelli.

Senere følger fortolkninger af klassikere og stjerneskud, som Hank Williams, Janis Joplin, Nick Cave, Joni Mitchell og Bob Dylan engang gav liv - og et par sange af Cat Power selv. Inden for de musikalske rammer, som hun og hendes seje band skaber, farves numrene af sumpet blues, Memphis-soul, rå rock og jazzens frie sjæl som elementer.

Imponerede straks

Danske Spleen Uniteds album ”Neanderthal” udkom også i januar, og det imponerede med en modig og gennemført fusion af kontant synthesizerrock og diskofil pop.

Det ekstra krydderi på pladen er sanger Bjarke Parbo Niemanns meget fysiske forvaltning af de engelske gloser. Ind imellem virker det nærmest, som om sangeren marcherer skødesløst gennem de gloser, der er blevet plantet så pænt på papiret, og på den måde får numre et liv, der bestemt ikke passer til første time i skønsang.