Per Nørgårds symfoni nr. 7 blev opført i koncerthuset i DR Byen. Foto: Jakob Boserup.
Offentliggjort 30.01.09 kl. 12:02
Der er massiv søgning til koncerthuset i DR Byen. Der er solgt 12.000 koncertbilletter, og 9.000 vil vises rundt i det store spillested i Ørestad for klassisk og rytmisk musik.
"Siden åbningen den 17. januar har vi solgt lige så mange billetter om dagen, som vi hidtil har solgt hver uge, og der er en søgning på alt. Folk vil ind at se koncerthuset så hurtigt som muligt."
Det udtaler salgschef for koncerthuset i DR Byen, Carsten Lassen.
Det store hus åbnede for et par uger siden, og i perioden 18. januar og til og med i går er der solgt 12.000 billetter til arrangementer. Til sammenligning bliver der i alt udbudt ca. 120.000 billetter på et år.
"Salget lever til fulde op til vores forventninger, men det er vigtigt at understrege, at der ikke er udsolgt," udtaler Carsten Lassen.
"Jo, det er der til nogle få koncerter, som for eksempel DR Symfoniorkestrets koncerter med Beethovens 9. og Mahlers 8. symfoni. Men i nogle tilfælde prøver vi at arrangere ekstrakoncerter, så vi kan efterkomme efterspørgslen. Det har vi for eksempel gjort med DR Underholdningsorkestrets ’Lord of the Rings’-koncerter i marts og ’Vild med Vivaldi’-koncerter i februar."
Fra på søndag bliver der mulighed for at komme på rundvisning i koncerthuset.
Indtil videre har knap 9.000 bestilt en tur rundt i huset.
"Den overvejende del har ønsket at se koncerthuset, men der er bestemt også interesse for at komme inden for i tv-, hørespils- og nyhedsstudierne," udtaler forklarer DRs rundvisningskoordinator Henriette Helweg-Larsen.
DR udbyder p.t. rundvisninger frem til sommer.
Annonce:
Annonce: