Medina topper for anden uge i træk tracklisten i Danmark med "Kun For Mig". PR-foto
Offentliggjort 06.02.09 kl. 10:07
Den unge danske sanger giver både Sanne Salomonsen, Infernal og Katy Perry baghjul på tracklisten, der viser landets mest populære singler og downloads.
Hun har samme navn som en af de helligste byer for muslimer.
Hun holder til i Danmark og har i de senere år rumsteret som et sangtalent - uden dog for alvor at bryde igennem. Hun har udgivet albummet "Tæt På" med singlerne "Flå", "Et Øjeblik" og "Okay".
Nu ser det ud til, at Medina har fundet nøglen til hitsucces.
Hendes nummer "Kun For Mig", produceret af Providers, ligger for anden uge i træk nummer et på tracklisten - foran sange med såvel Sanne Salomonsen som The Killers, Infernal, Nephew og Katy Perry samt Lady Gaga.
Producerteamet Providers, der består af Jeppe Federspiel og Rasmus Stabell, har tidligere arbejdet for Szhirley på hendes hit "Gl. Kongevej".
Desuden tilhører Medina selskabet LabelMade, der også står bag navne som Outlandish og Burhan G. Sidstnævnte optræder på en ny version af singlen, og så er et remiks, som DJ Aligator står for, nomineret til årets remix ved Danish DJ Award.
Medina bliver sat i samme musikalske bås som Karen, Anna David og Szhirley. Hun blander altså en amerikansk præget r'n'b med en mere europæisk eletronisk dansemusik.
Hun arbejder for øjeblikket på en ny single, mens der p.t. ikke er et helt album i støbeskeen.
Annonce:
Annonce: