U2's sanger Bono gik forrest, da gruppen optrådte i Parken i 2005. Arkivfoto: Lars Krabbe
Offentliggjort 04.03.09 kl. 21:03
U2's mangeårige danske koncertarrangør afviser, at Danmark står på den turnéplan, som offentliggøres om få dage.
Det irske rockband U2 har i forbindelse med nye albumudgivelser i de seneste tre årtier optrådt på både Roskilde Festival og Gentofte Stadion og i Parken og Forum.
Men når bandet efter planen på mandag offentliggør en turnéplan, står Danmark ikke på den.
”Vi annoncerer ikke nogen U2-koncert på mandag. Danmark er i øjeblikket ikke på kortet,” oplyser koncertpromotor Flemming Schmidt fra Live Nation.
Det er denne koncertvirksomhed, der tidligere hed Dkbmotor, som har arrangeret U2s koncerter i Danmark siden et opsigtsvækkende show på Gentofte Stadion i 1990’ernes begyndelse.
Hvorvidt U2 på et tidspunkt ændrer i mandagens turplan, eller bandet lader Danmark indgå i en koncertrække senere i år eller i 2010, ønsker Flemming Schmidt ikke at spekulere i.
Til gengæld kan man konstatere, at andre rockbands kan finde på at komme til Danmark, selv om bandet ikke har landet med på første turnéplan.
Det største britiske rockband Coldplay besøger således Danmark to gange denne sommer. Til gengæld var Danmark ikke med på den første turnéplan, som briterne annoncerede i fjor.
På tilsvarende vis var Danmark ikke med på AC/DC's europæiske turné til indendørs arenaer.
I stedet optræder den legendariske gruppe til sommer i en udsolgt Parken.
Live Nation står bag denne og en række af årets øvrige store koncerter.
Flemming Schmidt oplyser, at der er solgt lidt over 40.000 billetter til Depeche Modes koncert i Parken den 30. juni.
Et tilsvarende antal er solgt til Bruce Springsteens koncert i Herning den 8. juli, mens der er solgt godt 30.000 af billetterne til Coldplays show i det midtjyske.
Madonnas koncert i Parken i august nærmer sig også udsolgt. Der er stadig omkring 3.000 billetter til salg, oplyser Flemming Schmidt.
Annonce:
Annonce: