The Dead Weather er til juni aktuel med debutalbummet. Fra venstre Jack Lawrence, Alison Mosshart, Jack White og Dean Fertita. Foto: Ed Rode, AP
Offentliggjort 17.04.09 kl. 16:05 - opdateret kl. 17:14
Jack Whites nye band, The Dead Weather, tager efter albumudgivelse på turné i Europa og USA. Bandet spillede til første officielle show coverversion af Dylan-nummer.
The Dead Weather er aktuel med nyt album. Fra venstre ses Dean Fertita, Jack Lawrence, Alison Mosshart og Jack White. Foto: Ed Rode, AP
En af vor tids største skikkelser i rockmusikken, den amerikanske guitarist og producer m.m. Jack White, giver lyd fra sig på både plade og scene i den kommende tid.
Hans nye band, The Dead Weather, udgiver sit debutalbum "Horehound" i juni. Det har ligget fast i et stykke tid. Til gengæld er det en ny melding, at bandet har så meget indspillet materiale, at man pønser på en ny udgivelse senere på året.
Det er medlem af The Dead Weather, Dean Fertita, der fortæller til billboard.com, at bandet er ramt af stor arbejdsiver.
Han ved dog ikke, om der bliver tale om singleudgivelser eller et regulært album sidst på året.
Dean Fertita oplyser også, at The Dead Weather vil turnere til sommer i både USA og Europa. Dermed er bandet, i hvert fald i princippet, en mulighed på årets Roskilde Festival.
Festivalens musikchef Rikke Øxner har netop oplyst, at man fortsat mangler en snes navne, før programmet er endeligt på plads.
Om festivalen så har råd til The Dead Weather, er en anden sag.
Efter sigende er Jack Whites to andre bands, The White Stripes og The Raconteurs, blevet meget dyre fornøjelser.
Begge grupper har tidligere optrådt på Roskilde Festival.
The Dead Weather består foruden White og Fertita af Alison Mosshart, der er medlem af The Kills, og Jack Lawrence, der er medlem af The Raconteurs.
Gruppen gav sin første officielle koncert i Bowery Ballroom i New York den 15. april.
De fire medlemmer var klædt i sort, og New York Times' anmelder sammenligner bandets udtryk med det, som kom fra Led Zeppelin.
Mens Jack White spiller guitar i White Stripes og Raconteurs, slår han primært på trommer i The Dead Weather.
Avisen, der giver koncerten en lidt forbeholden kritik, sammenligner ham med trommeslagere fra perioden 1967 til 1972, som voksede op med deres fædres jazzplader.
Den overordnede lyd fra hans trommespil var "heavy and minimal", som det formuleres.
Jack White sang bag trommesættet nogle få numre - og rejste sig midtvejs og spillede guitarsolo.
Til sidst spillede han guitar og sang "Will There Be Enough Water?", der er sidste nummer på den kommende plade.
Ellers var det Alison Mosshart, der var vokalisten, mens Dean Fertita, der har spillet med både Queens Of The Stone Age og liveudgaven af The Raconteurs, var guitarist.
Jack Lawrence spillede bas - som i The Raconteurs.