I Got You On Tape i Aarhus Musikhus. Foto: Jyllands-Posten.
Offentliggjort 22.05.09 kl. 17:26






I Got You On Tape er en attraktion på Spot Festival i Århus.
Fredag eftermiddag
Jacob Bellens ligner langt fra en rockstjerne, som han står der helt stille bag sit keyboard i mørket. Alligevel er han og resten af det jazzede rockorkester et af de mest eftertragtede danske bands blandt internationale bookere, pladeselskabsfolk og musikjournalister.
Det er helt forståeligt, for bandet er et af landets mest overbevisende.
Det tilbagelænede lydbillede passer perfekt til Jacob Bellens melankolske messen, og i Store Sal i Musikhuset Aarhus sang han som en søvnig slægtning til forbilledet David Bowie. Og det gjorde han så godt, at det ledte tankerne tilbage til Spot 11, da det hele begyndte for fire år siden.
Spot Festival har allerede spillet en ikke uvæsentlig rolle i I Got You On Tapes karriere. Da bandet optrådte på festivalen i 2005, havde bandets medlemmer tidligere samme dag skrevet kontrakt med det danske uafhængige pladeselskab Auditorium, hvis svært begejstrede ejer, Nikolaj Nørlund, rockede med i salen og glædede sig til at producere debutalbummet.
»Jeg elsker det band,« udbrød han efter koncerten.
»Det er en blanding af Syd Barrett, Joy Division og Interpol.«
Siden er musikerne i I Got You On Tape vokset med opgaven. Forsanger Jacob Bellens har sideløbende imponeret i den langsommelige duo Murder, men det har tilsyneladende ikke trukket energien ud af dette aktuelle band, der nu arbejder på dets tredje album.
At dømme efter koncerten på Spot kan det kommende album sagtens leve op til de to forrige, selvom eftermiddagens højdepunkt var afslutningsnummeret ”Somersault”, som også fungerer som finale på det seneste album ”2” (2007). Denne slæbnede og melodiske perle stikker stadig ud som som et overbevisende trumkort i I Got You On Tapes voksende repertoire.
Annonce:
Annonce: