Tip     Print     RSS     Del    

Dalton: Tyve-Ti

Af  PETER SCHOLLERT

Offentliggjort 10.11.09  kl. 10:18 

Selv om Johnny Madsen viser fin form flere steder på det nye Dalton-album, er det samlede resultat for ujævnt. Albummet afsluttes med gumpetung, stemningsforladt julesang.

Dalton:

Tyve-Ti

RecArt

Kan man virkelig synge om rugbrød?

Dalton kan ved hjælp af poesi med krummer i.

Historien begynder med en ”mel-mad”, kommer omkring svenske og italienske lækkerier, går i krig i 1864 og ender med at pointere, at vi kunne bygge et hegn af rugbrød rundt om landet for at holde ”suvlaki og peking-ænder” udenfor.

Man ser det for sig og får lov til at danne sig sin egen mening, da Allan Olsen i sit veloplagte sangforedrag ikke kræver en bestemt mening.

De fik nok af hinanden

Dalton er tilbage, 17 år efter det første album, og er stadig lig med omtalte Olsen, Lars Lilholt og Johnny Madsen. Hver for sig populære skikkelser, der blev en kæmpesucces, da de i sin tid gik sammen.

At der er gået så lang tid, skyldes ifølge Allan Olsen, at de fik nok af hinanden.

Dermed bliver det mere end antydet, at det er tre egoer, der huserer med krav om at blive hørt. Derfor skal de eksempelvis alle have en hovedrolle som sanger på oversættelsen af Bob Dylans ”Girl From The North Country”, selv om det er Johnny Madsens vokal, som passer bedst til det flotte arrangement, der udtrykker længsel og stille håb.

Bedre virker numre, hvor en af dem får det vokale hovedansvar, mens de to andre agerer spillemænd og kor.

Lars Lilholts fortælling om glemte Jessica får heldigvis en omgang mandehørm af de andre, Allan Olsens ”Daltons Drøm” er lysvågen på grund af et veludført arrangement, der virker påvirket af en musikalsk rus af Crosby, Stills & Nash, mens backingbandets rockdrøn er halvdelen af fornøjelsen på ”Natte-slinger”, hvor Madsen og Lilholt slås om den vokale fuldmagt. Madsen er bedst, og i det hele taget er hans bidrag som sanger værd at vende tilbage til.

Gå-nu-hjem-balladen ”Nattens Sidste Gæst” er noget af det bedste, som jeg længe har hørt med Johnny Madsen, og på radiovenligheden ”Sæt Sejl” er det især hans tilstedeværelse, der sikrer personlighed til albummets poppede blikfang, der i sin tekst ender med at nå til sangerens bro.

Gumpetung julesang

Desværre fører broen for sjældent derover, hvor de tre midaldrende mænd virkelig fortæller hinanden og os andre, hvad deres tilværelse i de seneste 17 år har bragt af lykke og sorg.

De synger i stedet mest om andre skæbner, og til sidst kravler de ned i skorstenen med en gumpetung stemningsforladt julesang, der viser en grim udspekuleret side af Dalton.

Spis lige rugbrød til!