Tip     Print     RSS     Del    

Her er 2009's bedste danske album

Af PETER SCHOLLERT, musikredaktør

Offentliggjort 20.12.09  kl. 17:27 

2009 har budt på en hel række af gode danske album. Det bedste opus står Mew for. Oh No Ono, Thomas Helmig og Caroline Henderson optræder også i top ti.

Oh No Ono, der er ingen grund til at se så alvorlige ud. I har lavet et stort, stærkt dansk rockalbum! Foto: Simon Birk

Caroline Hendersons nye album er præget af jazz. Omkring Henderson er dygtige musikere. Pr-foto

Flere gode danske album

• Cody: ”Songs”
• Mikael Simpson: ”Slaar Skaar”
• Troels Abrahamsen: ”WHT”
• Balstyrko: ”Jagten Paa Noget”
• Steffen Brandt: ”Baby Blue”
• Dúné: ”Enter Metropolis”
• Marie Fisker: ”Ghost Of Love”
• Ida Corr: ”Under The Sun”
• Dub Tractor: ”Sorry”
• Turboweekend: ”Ghost Of A Chance”

Relaterede artikler

Thomas Helmig opnår dobbeltplatin

Thomas Helmig (Kolding Teater)

100.000 kr. til dansk rockkvartet

Se alle >>

Året 2009 har været et af de bedste meget længe for dansk rytmisk musik, når man stiller skarpt på kvalitet, originalitet og kreativ spændvidde.

Sagt på en anden måde: Dansk musik kan både rocke, poppe og danse samt jazze.

1. Mew: “No More Stories?” (Udkom i august)

Albummet er årets bedste. Det fusionerer på overlegen vis eksperimenter med iørefaldende popmusik, og man finder på den internationale scene ikke mange jævnaldrende bands og solister, der kan og vil så meget. Mew har helt fortjent fået flotte anmeldelser udenlands.

2. Oh No Ono: “Eggs” (April)

Den unge rockgruppe satser stort og lykkes i den grad med et konceptalbum, der låner lystigt fra The Beatles og Brian Wilsons mest legesyge periode. Pladen afslører også en samhørighed med 1970'ernes symfoniske rock og The Flaming Lips' fritsvævende fantasirock.

Når alt det er sagt, står ”Eggs” frem med sin egen iørefaldende identitet, fordi Oh No Ono er proppet med individuelt talent og kollektivt mod.

3. Nephew: ”Danmark/Denmark” (Juni)

Danmarks mest populære rockband er hverken bange for at tale med store bogstaver eller spille med de musikalske muskler. I den proces forsvinder der en poetisk nuance her og der. Man havner til gengæld i en flot sammenfattet og yderst iørefaldende rockramme, der byder op til mere dans end det meste drengerock.

4. Caroline Henderson: “Keeper Of The Flame” (Oktober)

Den erfarne sangerinde iscenesætter sig som diva. Når musikken spiller, veksler hun mellem en udadvendt vokal pondus og et mere indadvendt sangforedrag.

En afgørende årsag til, at albummet er vellykket, er, at Henderson tør overlade ansvar til et eksklusivt hold af jazzmusikere, der har evner og mod til at udfordre den hæderkronede genres format.

5. Medina: ”Velkommen til Medina” (August)

I 2008 var det Sys Bjerre, der skilte sig ud. I år er det Medinas tur. Hun træder ind i spotlyset med en stærk, cool vokal, der bliver afbalanceret klædt på i en velproduceret, kontant dansemusik og et moderne dansk tekstunivers.

Hun tør være forbitret, forelsket og fræk, og hun er ikke bange for at bruge pop til at provokere. Der er plads til poetiske forbedringer på kommende udgivelser, men ”Velkommen til Medina” skal tages alvorligt som et stærkt alternativ til strømmen af internationale danseudgivelser.

6. The Raveonettes: “In And Out Of Control” (Oktober)

The Raveonettes går mere end nogensinde løs på poppens væsen. Sune Wagner og Sharin Foo leverer melodier, der vil pynte i melodistrømmen fra enhver popradio. Men dj'en skal vide, at tekstuniverset kredser blidt og barskt om sex, stoffer og rock'n'roll.

7. I Got You On Tape: “Spinning For The Cause” (Oktober)

I Jacob Bellens har I Got You On Tape en af landets mest karismatiske sangere, og på gruppens nye plade viser han sig som en yderst alsidig vokalist. Han står for indesluttede, melankolske sangforedrag, skokiggende indierock-mumlerier og popudbrud med øjenkontakt. Bandet som helhed viser variationer og vekselvirkninger, som man ikke har hørt helt på samme måde før.

8. Thomas Helmig: “Tommy Boy” (November)

Blandt de 1980'er-navne, som har gjort sig gældende i 2009, stikker Thomas Helmig bedst af med et modigt og underholdende dansepopalbum.

Mens eksempelvis hitlistekonkurrenten Dalton kun formår at please stamgæsterne, opsøger Tommy Boy flere forskellige musikalske - og iørefaldende - udtryk, der ikke nødvendigvis begejstrer fanskaren. Samtidig stiller han op med personlige fortællinger og den slags stikpiller, der klæder pop- og dansemusikkens ramme.

9. Selvmord: ”Selvmord” (November)

Når danske hiphoppere holder fri, går de på arbejde! Samarbejdet mellem L.O.C. og Suspekt hviler på solide søjler af ambitioner, og det er godt gjort at forene tanker om kærlighedens muligheder/begrænsninger med et gennemarbejdet musikalsk udtryk, der bygger på regulære synthesizere og guitarer og er inspireret af Bowie, Joy Division og Duran Duran.

10. Munck/Johnson: “Spirits & Ghosts” (November)

Sangerinden Camilla Munck er fikspunktet på et album, der har et iørefaldende afsæt i knastør americana, der bliver spillet af dygtige danske musikere. Camilla Muncks sangforedrag har et stærkt tag i de engelske gloser, og hun forstår at veksle mellem vokale udtryk, der virker påvirket af lykkelig styrke, indsigtsfuld længsel eller smertefuld forståelse.