Offentliggjort 12.01.10 kl. 13:41 - opdateret kl. 14:02
Der er kendte og overraskende deltagere i årets danske Melodi Grand Prix. Se deltagerlisten her.
Bryan Rice - Breathing (Wildcard)
Joakim Tranberg - All About A Girl
MariaMatilde Band - Panik!
Simone - How Will I Know
Jens Marni - Gloria
Chanée & N'evergreen - In A Moment Like This
Kaya Brüel - Only Tonight (Wildcard)
Thomas Barsøe - Just Like Rain
Sukkerchok - Kæmpe For Kærlighed (Wildcard)
Silas og Kat - Come Come Run Away
Der er velkendte navne som Kaya Brüel og Bryan Rice, og så er der overraskende navne som Silas Holst fra Vild med Dans.
Tirsdag præsenterede DR1 de 10 sangere, som skal kæmpe i den store gallafinale i Gigantium i Aalborg d. 6. februar 2010 om at repræsentere Danmark i den internationale konkurrence til foråret, skriver DR på sin hjemmeside.
Tre af de ti deltagere er med på et wildcard, som betyder, at de er særligt inviteret til at deltage i konkurrencen. Det drejer sig om Bryan Rice, som sidste år var med som sangskriver, Kaya Brüel, som har Grand Prix-debut med sin egen sang, og gruppen Sukkerchok, der sidste år endte på en delt tredjeplads.
De resterende syv deltagere er alle fundet blandt de 562 bud, som DR har modtaget i en åben konkurrence.
Blandt de syv spirende Grand Prix-deltagere kan man finde vinderen af 'Elsk mig i nat' på Kanal 5, Joakim Tranberg, som skal synge en sang, som den irske stjerne Ronan Keating har skrevet. Keating skrev også vindersangen fra sidste år, 'Believe Again', som Brinck sang.
Simone, som i sin tid vandt TV2's program 'Scenen er din' som 12-årig og siden har været en kendt og populær sangfugl, deltager i showet i år med en sang skrevet af Jacob Launbjerg, der stod bag vindersangen i 2005 og 2008. Simone er nu 18 år og har fire album bag sig.
En overraskende deltager er danseren Silas Holst fra Vild med Dans på TV2, som skal synge duet med forsangeren fra bandet The Kat, Kat Thisted.
Også den populære forsanger Noam Halmby fra bandet Johnny Deluxe har en finger med i spillet, når årets Grand Prix løber af stablen. Han har skrevet en sang, som den færøske rocksanger Jens Marni skal synge.
Popduoen MariaMatilde Band skal synge sangen 'Panik!', mens to danskere - som ellers har karriere i udlandet - kommer hjem for at vippe de andre sangere af vindertaburetten. Det drejer sig om Thomas Barsøe, der bor i Californien og hitter stort i Asien samt Thomas N'evergreen, som bor i Moskva som kendt popstjerne her. Han skal synge duet med Christina Chanée.
Årets værter er Julie Berthelsen og Felix Smith.