Tip     Print     RSS     Del    

Delphic: Acolyte; Delphic (Lille Vega)

Af  PETER SCHOLLERT

Offentliggjort 09.02.10  kl. 16:18 

Delphic leverer lovende debutalbum. På scenen er bandet langtfra optimalt.

Links

Delphic på MySpace

Faithless (Bøgescenerne)

Den britiske dance-gruppe Faithless var malplaceret som et af hovednavnene på Danmarks Smukkeste Festival. Læs artikel

Kasabian (Orange Scene)

Britiske Kasabian var fejlplaceret på Orange Scene. Mange af musikkens detaljer druknede i den mudrede lyd. Læs artikel

Animal Collective (Amager Bio)

Animal Collective mestrer langt-ude-psykedelisk klangmagi. Men i Amager Bio inspirerede gruppen primært til gab og rastløshed. Læs artikel

Læs mere om rock på musik.guide.dk

Delphic:

Acolyte

Chimeric/Bonnier Amigo

Lille Vega:

Delphic

Mandag aften

Delphic kommer fra Manchester og spiller elektronificeret, dansepræget rockmusik.

Det lyder godt, ikke?

Manchester er den britiske storby, der i 1980’erne havde The Smiths, og som 1990’ernes første del gav den britiske rock dansefødder ved hjælp af grupper som Stone Roses og Happy Mondays.

Så var der også lige Oasis fra cirka 1993 til 2010, men det er uinteressant i denne sammenhæng.

Mere vigtig er New Order, der fra 1980 og en række år frem forstod at præstere og præsentere en særegen akavet poprock med ”Blue Monday” som det mest slående eksempel.

Den sang blev et kæmpehit i maxisingle-formatet, og nummeret må stadig betegnes som et af alle tiders sejeste og underligste dansenumre.

Iørefaldende produkt

På plade er drengene i Delphic, der er midt i 20'erne, flere steder et ganske iørefaldende produkt.

Man kan sagtens lade sig fascinere af, hvordan det unge band fusionerer blide elektroniske klange med dansebeats i massevis og britrocket attitude.

Det virker straks fra begyndelsen med ”Clarion Call”, hvor man også hæfter sig ved det vokale arbejde fra bassist James Cook og keyboardspiller m.m. Rick Boardman (den mest lyse stemme), som der bygges videre på med ”Doubt”, der mere har et skelet som et popnummer.

Fikspunktet på debutalbummet er afgjort ”This Momentary”, hvor den unge trio med tredjemanden Matt Cocksedge med briller og på guitar, percussion og lydeffekter bevæger sig dybt ind i et terræn, som Underworld i den grad huserede i tilbage i 1990’erne med numre som "Born Slippy" og “Push Upstairs”.

Delphics rejse til samme slags lydpuls fungerer upåklageligt, selv om der vel nærmest bliver tale om tyveri, da et percussion-raseri slippes løs. Men man accepterer det selvfølgelig, da det lyder lækkert.

“Red Lights” spiller på samme tangenter.

Efter rigtigt mange gennemlytninger virker sangen dog en smule effektjagende, og så er det, at man lige kigger efter, hvem der egentlig har været i studiet med Delphic som producer.

Fortsættes...