Lady Gaga optræder i Herning den 20. oktober. Foto: Andy Paradise
Offentliggjort 17.02.10 kl. 10:27
Der var tre priser til amerikansk popstjerne, mens Robbie Williams måtte se sig slået af mindre kendt kollega.
Lady Gaga måtte for nylig se Beyoncé og Taylor Swift løbe med de vigtigste priser, da der blev holdt grammyfest i USA.
Til den største britiske musikprisfest, Brit Awards, blev den amerikanske solist til gengæld til den største.
Hun scorede et hattrick, da hun i aftes vandt alle tre priser, som hun var nomineret til: bedste internationale kvindelige kunstner, bedste internationale album med "The Fame" samt prisen som årets store internationale gennembrud.
Efter at hun havde modtaget prisen for årets internationale album, sagde hun:
"Jeg var virkelig begejstret for at vinde de to første priser. Denne pris betyder endnu mere for mig, da jeg har arbejdet så hårdt med det her album i så lang tid."
For den store mandlige lokale stjerne Robbie Williams blev aftenen en blandet fornøjelse.
Han modtog en pris for sit enestående bidrag til musikhistorien. Til gengæld måtte han se den uden for de britiske øer langt mindre kendte solist Dizzee Rascal tage hæderen som den bedste britiske mandlige solist.
24-årige Rascal udgav i fjor sit fjerde album, "Tongue N' Cheek", og betragtes som en af Storbritanniens store hiphopskikkelser. Han mangler fortsat at bryde igennem for alvor i resten af verden.
Bedste britiske kvindelige solist blev Lily Allen - foran bl.a. Florence & The Machine, der til gengæld blev hædret med prisen for det bedste britiske album. Det er hermed "Lungs".
I kategorien bedste britiske gruppe blev Kasabian vinder foran Doves, Friendly Fires og ikke mindst Muse samt X factor-gruppen JLS, der for sangen "Beat Again" blev hædret for at have lavet den bedste britiske single.
JLS blev desuden udråbt som årets store britiske gennembrud, foran de herhjemme meget mere kendte Pixie Lott, Florence & The Machine og La Roux.
Bedste internationale mandlige solist blev Jay-Z foran både Bruce Springsteen og Eminem.
En særlig pris, "Brits Album Of 30 Years", gik til opløste Oasis for "(What's The Story) Morning Glory?".
Annonce:
Annonce: