Alan Wilder var tilbage på scenen med Depeche Mode for første gang, siden han forlod bandet i 1995. Foto: PR
Offentliggjort 19.02.10 kl. 09:36
Han smækkede med døren for 15 år siden. Nu har han optrådt med koncertaktuelle Depeche Mode igen.
Der gik et sus gennem det legendariske spillested Royal Albert Hall i London, da Alan Wilder blev kaldt på scenen under koncerten med Depeche Mode.
"Vi har en speciel gæst i aften; Alan Wilder" sagde gruppens sangskriver Martin L. Gore.
Alan Wilder spillede derefter klaver på 1980'er-balladen "Somebody" og optrådte dermed med Depeche Mode for første gang, siden han i 1995 smækkede med døren.
Alan Wilder blev medlem af Depeche Mode i 1982 og var hovedarkitekten bag den mørke lyd, der præger album som "Songs of Faith and Devotion" (1993).
Han forlod gruppen, da han var stærkt utilfreds med arbejdsfordelingen i Depeche Mode. Under indspilningerne af føromtalte album var forsanger Dave Gahan afhængig af heroin, mens bandmedlemmet Andy Fletcher brugte tiden på at læse avis i studiet.
Det var altså Alan Wilder og Martin L. Gore, der måtte gøre albummet færdigt, og onsdag aften optrådte de to kolleger atter sammen.
Bandets fans klappede gennem hele den akustiske ballade, og jublede, da de to tidligere kolleger til sidst omfavnede hinanden på scenen.
Selv Andy Fletcher fik et kram, da Alan Wilder var på vej ned fra scenen. Alan Wilder havde gennem længere tid et anstrengt forhold til den umusikalske Andy Fletcher, som ydede meget lidt under bandets pladeindspilninger.
Depeche Mode spillede 20 sange under koncerten, der blev gennemført for at støtte kræftramte teenagere. Ud over Alan Wilder havde bandet besøg af et strygerorkester i balladerne "Home" og "One Carress" samt det nye nummer "Come Back".
Koncerten sluttede med en langstrakt udgave af hittet "Personal Jesus", hvor Martin L. Gore gav den som løssluppen blues-guitarist.
Koncerten med Depeche Mode er blot en af en række koncerter med kendte navne, der optræder for velgørenhedsorganisationen Teenage Cancer Trust. I den kommende tid optræder blandt andet Noel Gallagher, Arctic Monkeys, supergruppen Them Crooked Vultures samt et genfornet Suede i Royal Albert Hall.
Læs mere om Depeche Mode i Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.
Annonce:
Annonce: