Tip     Print     RSS     Del    

Leonard Cohen: Old Ideas

Af JAKOB LAMBERTSEN

Offentliggjort 28.01.12  kl. 03:01 

Leonard Cohens elegance fornægter sig ikke, men denne gang giver han ikke så megen plads til kvinderne som på sine to foregående studiealbum.

Singer/songwriter

Leonard Cohen: Old Ideas

Sony Music

Der er gået 20 år siden Leonard Cohens seneste rigtigt uforglemmelige udgivelse, ”The Future”. Nuvel, den 11 år gamle ”Ten New Songs” var smuk og lækker og havde sine højdepunkter, men det blev næsten for newage- og easylistening-agtigt. Den 8 år gamle ”Dear Heather” var endnu svagere. Der savnedes melodi og kant.

Meget sigende koncentrerede Cohen sig om 15-45 år gamle sange, da han var på sin omfattende turné i årene 2008-2010. Der var så rigeligt at tage af.

Og nu da? Jo, udviklingen er vendt. Det kønne kvindekor, som var ved at trække kraften ud af Cohen, er trådt nogle skridt tilbage. Med sin på én gang skrøbelige og rustne røst giver han yndefuldheden og strømlinetheden groft modspil. På sin egen elegante facon.

Indsigt og overskud

I begyndelsen kan man savne den melodiske tæft og det fængende overskud, der har gjort så mange sange - ”Bird On The Wire”, ”Joan Of Arc”, ”Hallelujah”, ”First We Take Manhattan”, ”Waiting For The Miracle”, osv., osv. - uomgængelige og uafrystelige for tre-fire generationer.

Men man bliver fanget af enkelheden i musikken, af (selv)ironien, indsigten, erfaringen og det poetiske overskud. Og langsomt trænger de melodiske kvaliteter igennem. De lurer under den dybe stemme, der nu om dage mere er reciterende end syngende. Eller rettere mere reciterende end nogensinde.

Det er fortryllende morsomt at høre manden berette ubeskedent, men dog ydmygt, om sig selv i ”Going Home” og at lytte til den morbide pessimisme i ”Darkness”. For ikke at nævne ”Show Me The Place”, hvor stemmen når usandsynlige dybder og indimellem får én til at tænke på Tom Waits.

Først ved fjerde eller femte gennemspilning vinder melodien i disse numre frem. Og derefter synes de ikke at stå tilbage for de førnævnte uomgængeligheder.

I sin egen klasse

Leonard Cohen har hævet sig over eksisterende kategorier. Hans særegne tone af længsel og vemod, men også af munter flirt, kan ikke forveksles med nogen andens, og disse sange kan kun holdes op mod hans egen tidligere produktion.

Der findes dem, der også har været højaktive i hans alder - Tony Bennett, Frank Sinatra ... Men det har været på at fortolke andres sange. Respekt for denne ener og hans fortsatte skabekraft.