Tip     Print     RSS     Del    

Toner fra barndom forbudt for børn

Af  UFFE CHRISTENSEN

Offentliggjort 22.02.12  kl. 16:45 

Med støtte fra en institution i dansk musik har 31-årig skagbo fået opfyldt en hed drøm.

Holdet i Memphis - fra venstre: Craig Krampf, Bob Moore, Jimmi Capps, Mads Toghøj, Weldon Myrick, David Briggs og Danny Parks (siddende). Privatfoto.

Lasse Helner og musikeren Bill Baize i Memphis. Privatfoto

Links

MADS TOGHØJ på MySpace

Mads Toghøj.

Ikke et navn, der er kendt af den brede offentlighed.

Ikke endnu.

Men det ændres der måske på fredag, når hans debut-album "Alley of Faith" udkommer.

Mads Toghøj er en stærk voksen mand på 31 år med kone, børn og hunden Buster.

Han er Fisker Thomas´ barnebarn og har stort kørekort til livet.

Men inde bag manden kan man fornemme drengen Mads. Den lille knægt i Skagen, der led under sin fars druk.

Et misbrug, der rykkede familien og hyggen af hængslerne for et barn, der bare ville have tryghed og glæde som alle andre unger i byen. Men det kan ikke laves om nu.

En nævefuld sange

Det har Mads Toghøj skrevet en nævefuld sange om.

Debutalbummet ”Alley Of Faith”, der er indspillet i både Danmark og i Nashville med en flok legendariske studiemusikere, har en særlig, privat historie om et brændt barn. En svigtet knægt, der led masser af skibbrud i en barndom, der burde have været forbudt for børn.

Nerven i sangene er hans eget liv.

”Min far drak sig ihjel, ja. Men undervejs var han også et kærligt menneske. For helvede, jeg savner manden. Det var hårdt at miste ham – og hårdt at leve med ham. Han var min bedste ven, selv om han svigtede mig gang på gang, da jeg var lille. Hans druk var et spil med dæmoner. Det var han ikke god til,” siger Mads Toghøj.

For ham er indspilningen i Nashville et moderne eventyr i den helt store stil.

”Jeg har det stadig, som om det er noget, jeg har drømt,” siger han.

Bygger på traditioner

Musikalsk bygger Mads Toghøj på traditionerne, men fortsætter ud ad Mads Toghøj-vejen, hvor meget er opsnappet i en barndom, hvor musikken var den store glæde og trøster, der fik ham til at glemme.

Og nu får ham til at huske.

Han taler lidt tøvende og stille om barndommen og de sange, der er kommet ud af den. Som om han søger efter ordene. Men det gør han nu nok ikke. Han er bare blufærdig - det er de blufærdige, der blotter sig.

»Hvad folk kan genkende i mine sange, så de bliver rørt? Jamen jeg skriver jo om almindelige, banale hverdags-ting, som foregår i virkeligheden. Der er ikke noget ophøjet over det, og jeg har da fundet ud af, at jeg ikke er alene om det.

Jeg møder mange, der har det som jeg. Alle vil gerne have en normal familie med far, mor og børn, men sådan er det ikke altid. Nej. jeg føler ikke, jeg udstiller min familie", siger han og fortsætter:

Tavs i mange år

"Jeg var tavs i mange år, for så havde man da fred så længe, men på et tidspunkt måtte jeg sige fra. Det var nødvendigt, for det kom indefra og ville ud. Nu har jeg lagt mit liv og de sørgelige ting i de her sange, og så må jeg tage de slag, der kommer bagefter. Hvis de kommer.

Hvis jeg ikke havde fået skrevet de sange, var de blevet inde i skallen, og så tror jeg nok, jeg var blevet tosset. Jeg har gået og tumlet med tunge ting, og nogle af sangene har hjulpet mig. At skrive dem har været terapi for mig selv.

På dage, hvor det skulle ud, har jeg bare siddet og leget med guitaren, og så er sangene kommet. Faktisk er de svære sange kommet lige pludselig i en rasende fart. Ja ja, de må have stået i kø inde i hovedet længe.”

I skrivebordsskuffen

Han længes efter at fortælle sin historie og synge sine sange. Men da han skrev dem, havde han faktisk ikke tænkt sig at udgive dem. Dansk har altid været hans gode fag i skolen, mens han ikke kunne få hovedregning til at gå op.

”Jeg har altid skrevet sådan lidt til mig selv og skrivebordsskuffen, men selv om sangene ikke er skrevet til et publikum, har jeg i de seneste år drømt om at udgive dem,« siger han.

Mads Toghøj er vokset op med musik. Masser af musik.

”Min morfar, Fisker Thomas, kendte Lasse og Mathilde og andre af Skagen Festivalens musikere. Der var et kæmpe-miljø med folkemusik og country hos min far og mor. Også med morgenmad og hygge. Og Lasse og Mathilde blev en slags reserveforældre for mig,” husker han, der som dreng ofte var på ferie hos den fynske duo.

Lasse og Mathilde

Og det var med Lasse og Mathildes mellemkomst, at han kom til Nashville for at indspille albummet.

”Da jeg bad Lasse om at få lavet en demo, så jeg selv kunne lytte til min musik i bilen, skete der noget magisk. Han sagde, det var så godt, at vi skulle lave en plade. Jeg sagde bare ” ja haa”. Hvad skulle jeg ellers sige?"

Så bragte Lasse Helner sin ven, Henrik Salomon, ind på scenen i mit liv. Og derfra gik det stærkt.

"Han sagde, vi skulle til USA og lave plade. To af numrene er indspillet her i Danmark, men ellers - bom bom, så stod jeg i Nashville! Og det var mig, der skulle indspille. Det var som 1000 gange juleaften. Helt vildt. Jeg rendte rundt som en logrende hundehvalp,” slutter Mads Toghøj.