Tip     Print     RSS     Del    

Rufus Wainwright (Cirkusbygningen, København)

Af  ANDERS HOUMØLLER THOMSEN

Offentliggjort 10.04.08  kl. 11:36 

En Rufus Wainwright med dårlig samvittighed spillede for fans og velbeslåede kniv-og-gaffel-gæster i Cirkusbygningen.

Cirkusbygningen, København

Rufus Wainwright

Onsdag

Den rastløse popkunstner Rufus Wainwright elsker det ekstravagante og eksotiske, så hans triumftog de seneste år med udsolgte koncerter på vidt forskellige danske spillesteder giver bestemt mening:

Lille Vega, Store Vega, Det Kongelige Teater, en pianokoncert på Roskilde Festival og optrædener i operaen og i Musikhuset Aarhus.

Alligevel lykkedes det for den canadisk/amerikanske dramadronning at overraske endnu engang, for onsdag sad en samling gallaklædte koncertgængere til bords ved et "Special Solo Dinner Show" i Cirkusbygningen i hjertet af København.

De havde betalt omkring en ond tusse for at opleve koncerten, der var tilsat en "fire-retters Wallmans-menu" i de pompøse omgivelser i den cirkelrunde bygning.

En kulørt entertainer-atmosfære, og man har en mistanke om, at mikset mellem luksuriøs livsnyderi og flirten med den flygtige underholdning er et produkt af Rufus Wainwrights tilbøjeligheder: Hans jagt efter skønhed, skævt smilende ironi og en dekadent og lidt lurvet Las Vegas-drøm.

Lidt skræmmende

Det var et forunderligt skue, og det var en lille smule intimiderende for denne hærdede musikanmelder, som ellers troede, jeg havde set det meste.

"Undskyld, jeg kommer til København så tit," lød det fra hovedpersonen, der denne gang var kommet til byen uden band - og som akkompagnerede sin unikke vokal på henholdsvis klaver og akustisk guitar:

"Det betyder jo, at I er nødt til at bakke mig op hver gang. Men hvad, jeg er jo også bare en stakkels dreng, som ingen elsker," krukkede den alternative pianohelt, som dog truede med flere langt-ude-koncerter: "Jeg kunne spille i Tivoli. Eller måske i kloakkerne. Alle elsker jo København, for der er noget dejlig "dirty" over den. Det passer også godt til den næste sang," proklamerede Wainwright, der til orientering har været ude af skabet lige siden teenage-årene.

Nummeret var den både mystiske og fængende "Gay Messiah", hvor sangskriveren vist nok frabeder sig kønspolitisk helgenstatus.

Triste Maude

Men når han synger, er det nærliggende at køre piedestalen i stilling, for den 34-årige sangskriver fraserer og rammer tonerne så elegant og rent, at hele englekor risikerer at blive arbejdsløse.

Det giver glimmer og gevinst til en ny protestsang som "Going to a Town" og "The Art Teacher", hvor Wainwright smækker med sølvtungen i en rørende fortælling om pigen, der i bedste Maude-stil aldrig rigtig kommer sig over en forelskelse i en kunst-lærer.

Men de sindrige arrangementer, som vi kender fra plader og bedre bemandede koncerter, udeblev ved solo-koncerten. Og den andægtige stemning - og de mange melankolske piano-ballader - fik forståeligt nok også flere mætte gæster til at små-slumre undervejs.

Måske skulle Tivoli- og kloak-idéerne i virkeligheden bare vige for en gratis band-optræden i Fælledparken næste gang?

For, som sangeren selv var inde på, står han efterhånden i stor gæld til sine mest trofaste danske fans.