Tip     Print     RSS     Del    

Jenny Lewis (Lille Vega); Jenny Lewis: Acid Tongue

Af  PETER SCHOLLERT

Offentliggjort 15.10.08  kl. 10:35 

Jenny Lewis leverer varen på sit nye soloalbum. Til den udsolgte koncert i Vega viste hun også masser af eksempler på sine levedygtige kvaliteter.

Jenny Lewis:

Acid Tongue.

Rough Trade/A:larm Music

Lille Vega:

Jenny Lewis med band

tirsdag aften.

Hvis jeg skulle sætte penge på, hvem der bliver fremtidens toneangivende stjerner i amerikansk rockmusik, ville jeg spendere en hel del på den lille charmerende langhårede skikkelse Jenny Lewis.

Hun er p.t. ikke i nærheden af at være blandt de bedst sælgende amerikanske musikere. Til gengæld formår hun som både solist og frontfigur i bandet Rilo Kiley at bevise sit værd som sanger, sangskriver og producer. Derfor er jeg overbevist om, at hun har en lang karriere foran sig, hvor hun med en række stærke udgivelser vil få et stadig større publikum hjemme i USA og i resten af verden og indkassere en række priser.

Vidtfavnende album

Jenny Lewis har det, der skal til.

Hun er i besiddelse af en ren, kraftfuld og personlig sangstemme, som hun på sit nye vidtfavnende soloalbum benytter til at komme i nærkontakt med både pop, countryrock og rock’n’roll. Hun hører også til den slags sangskriver, der både kan skrive sange, der tager stilling, som det sker på den politiske ”Bad Man’s World”, og som fører lytteren ind i sære fortællinger eller socialrealistiske dramaer, som det sker på ”Jack Killed Mom”.

Hun er heller ikke bange for at omfavne musikalske stemninger fra fortiden, som det sker på titelsangen ”Acid Tongue”. Her støder man på den slags stærke korarrangementer, som man kunne finde på en lang række amerikanske plader i slutningen af 1960’erne og i 1970’erne, f.eks. hos Eagles og Crosby, Stills, Nash & Young.

Tirsdag aften gentog Jenny Lewis dette vokale kunststykke, da hun med sit meget dygtige band leverede en enkel og særdeles smuk version af nummeret i et udsolgt Lille Vega.

Lille smule genert

Koncertens omdrejningspunkt blev sangene fra det nye album, og hovedpersonen viste sig som den slags stjerne, man ikke kan lade være med at holde af og med: Scenevant og alligevel en lille smule genert, meget taknemlig og hele tiden i stand til at skifte retning og tempo uden at miste fokus på det iørefaldende arrangement.

Et eksempel på denne vigtige evne var den smukt udførte ballade ”Godspeed”. Et andet opløftende fikspunkt under showet blev den legesyge ”See Fernando”, og så gav det god mening, at Jenny Lewis sendte en varm musikalsk hilsen til to af de største skikkelser i countryrockmusikkens fortælling, Gram Parsons og Emmylou Harris.

I duet med Johnathan Rice leverede hun en smuk, intim version af ”Love Hurts”, som Parsons i sin tid indspillede med Harris.