Leonard Cohen fyldte 75 år i 2009. Arkivfoto: , AP
Offentliggjort 18.10.08 kl. 02:35






Leonard Cohen gav fredag aften sin tredje koncert i år i Danmark. For første gang optrådte han indendørs - og oplevelsen var forrygende.
Forum, København:
Leonard Cohen,
fredag aften
Da Leonard Cohen tidligere i år tog af sted på en stor turné, forlød det, at han oprindeligt havde sat koncertrækken i værk af nød.
En nærtstående rådgiver havde efter sigende snydt ham for flere millioner dollars, og Cohen havde set det som eneste udvej til at rejse ny kapital at tage af sted med sin lange række af sange fra en karriere, der havde været mere eller mindre i gang siden sidste tredjedel af 1960’erne.
Heldigvis endte den berømte canadiske sanger, sangskriver og forfatter aldrig som en stakkels nødlidende livekunstner.
Tværtimod.
Uanset hvor i verden Leonard Cohen har optrådt, er hans koncerter som regel blevet hyldet med fem eller seks stjerner, og hovedpersonen er blevet beskrevet som både høflig, charmerende, veloplagt og ikke mindst forrygende velsyngende.
Lad mig lige minde om, at Cohen var 73 år, da han indledte sin turné i foråret. Ydermere havde han levet en meget tilbagetrukket tilværelse i en årrække – med fokus på andre ting end musik.
Med andre ord kunne ingen vide, om han stadig havde noget magisk eller meningsfyldt over sig. Faktisk havde han alderen til at stille op uden stemme og en hukommelse som en si.
Men nej, ikke Cohen anno 2008.
Jeg oplevede ham i begyndelsen af turneen til to koncerter under åben himmel et smukt beliggende sted lidt uden for Dublin, Irland. Den ene aften var vejret smukt, mens det til den næste koncert var regnvejr det meste af tiden.
Begge gange var Cohen fremragende.
Det var han også til koncerten i Forum i aftes.
Dermed ikke sagt, at Cohen blot kopierede sig selv. Nej, man fornemmede tydeligt, at han og det dygtige musikalske hold havde planlagt showet på en anderledes måde.
Mens hans under åben himmel mange gange benyttede lejligheden til at takke tilhørerne, økonomiserede han denne efterårsdag mere med taksigelserne. Det samme med anekdoterne. Der var færre af dem.
I stedet gjaldt det teksterne, musikken og arrangementerne.
Måske overdriver jeg, men jeg oplevede det, som om der blev skruet på hvert eneste arrangement. I større eller mindre grad, selvfølgelig.
Der var et lidt anderledes strejf af blues i aftenens første højdepunkt, ”Bird On The Wire”.
Der var en ekstra skønhed over ”Who By Fire”, mens der blev skabt et stærkt bånd til countrymusikken med ”Heart With No Companion”.
Fortsættes...
Annonce:
Annonce: