Allan Olsen måtte i Amager Bio slås med teknikken. Arkivfoto: Casper Dalhoff
Offentliggjort 27.02.09 kl. 12:07






Annika Aakjær havde en mere munter aften end Allan Olsen, der blev ramt af tekniske problemer.
Amager Bio:
Allan Olsen med band
Annika Aakjær
torsdag
Når der er tekniske problemer på scenen, er det ikke altid så morsomt at have et helt lille orkester omkring sig. Det måtte Allan Olsen erkende denne aften.
Alene med en akustisk guitar kan man lettere improvisere og snakke sig ud af besværet.
Derfor havde Annika Aakjær en sjovere aften på Amager end hovednavnet.
Hun har set mulighederne i at være forkert og umulig, og det er hun så, selv om hun indenunder vistnok er en køn pige midt i tyverne.
Hendes stil er så bevidst uelegant, at hun på en eller anden måde alligevel er elegant. Med sin skarpe røst og sin endnu skarpere tunge kan hun virke surmulende, ironisk og hånlig omkring de emner, hun besynger, men hun balancerer så tilpas yndefuldt, at det i stedet bliver både rørende og alvorligt.
Annika Aakjær betegnede sin afsluttende "Utilfreds i en alder af 55" som en bluessang, der portrætterede hendes engelsklærer - men den virkede også lidt som en hilsen til aftenens næste navn på scenen, der nok må siges at have opnået veteranstatus, men blot er 52 år, når sandheden skal frem.
Som sin yngre kvindelige kollega er Allan Olsen ikke decideret pladeaktuel. Hans seneste studieudgivelse, "Multo importante", er over halvandet år gammel. Og denne koncert skulle ikke optages på dvd. Så han og musikerne kunne spille relativt afslappet. Det blev der brug for.
Tekniske problemer omkring især guitaristen Perry Stenbäck gik ud over koncentrationen, kontinuiteten og intensiteten.
Ganske vist kunne Olsen sende de andre musikere ud af scenen, så han kunne selv spille et par akustiske numrene, mens problemerne blev søgt ordnet. Og når de insisterede på at komme ind igen, kunne der ud af forvirringen komme nogle skønne, lange guitarimprovisationer fra Perry Stenbäck og Per Chr. Frost. Men sublimt blev det ikke.
Når alt fungerede, og det gjorde det trods alt det meste af tiden, blev det til lange, seje udgaver af Olsen-klassikere som "'49", "Op te' Alaska", "Vi lå jo i Herning" og "Aston Martin '66", flere af dem stærkt omarrangeret i forhold til de originale pladeudgaver.
Alene dette at få den ene indledning efter den anden til at lyde som begyndelsen på et eller andet Dylan-nummer er en genialitet.
Olsens sange, der kunne være ganske provinsielle, bliver af dette hold forvandlet til at være ganske universelle. Endnu en gang. Nyere numre som "Hængt i Finns butik" og "Taxameteret tæller" passer smukt ind i sammenhængen.
Der er gode grunde til at tjekke denne koncertpakke - især for dem, der ikke tidligere har været udsat for Annika Aakjær, og for dem, som ikke før har hørt Olsen, Stenbäck og Frost "duellere" på klingende guitarer.
Annonce:
Annonce: