Tip     Print     RSS     Del    

Annika Aakjær (Musikcafeen)

Af  JAKOB LAMBERTSEN

Offentliggjort 01.05.09kl. 11:51

Annika Aakjær er bevidst om sine virkemidler og sin musikhistorie. Hun har ingen fine fornemmelser – men et dygtigt og disciplineret band.

Annika Aakjær

• Født 1983 i Nordjylland.
• Udgav i maj 2008 debutalbummet "Lille filantrop".
• Sang den 22. november 2008 "Why Don't We Do It In The Road" på The White Concert i Horsens.
• Skal i efteråret 2009 medvirke i forestillingen "Come Together" på Gasværket i København.
• Blev i april 2009 optaget (som en af seks - blandt 200 ansøgere) på en nyoprettet sangskriveruddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Er for tiden på turné med sit faste band:

Annika Aakjær, sang og guitarer.

Henrik Marstal, basguitar og guitar.

Kasper Rasmussen, trommer.

Adnan Bejtovic, keybords, slagtøj, melodika m.m.

Siri Skamby, keyboards, klokkespil m.m.

Kommende koncerter:

Industrien, Årup, den 1. maj.

Cafe City, Hjørring, den 21. maj.

Jelling Musikfestival den 30. maj.

Nibe Festival den 4. juli.

Langelandsfestivalen den 1. august.

Links

www.annikaaakjaer.dk

www.myspace.com/annikaaakjaer

Michael Falch (Stars, Vordingborg)

Michael Falch er som en Nick Cave i Hollywood. Falch slås med masser af dæmoner, men han insisterer på en happy end. Sådan en fik publikum i Vordingborg også, da sangeren indledte sin Danmarksturné. Læs artikel

Niels Hausgaard: Show (dvd)

Niels Hausgaards show fra i år udsendes på dvd suppleret med nogle af hans mest kendte monologer. Læs artikel

Tina Dickow og Steffen Brandt (Roskilde-Hallerne)

To af dansk musiks kommercielle giganter har slået sig sammen, og Steffen Brandt og Tina Dickow synger så selv verdens ulykkeligste mand må live lidt op. Læs artikel

Læs mere om rock på musik.guide.dk

Musikcafeen, København:

Annika Aakjær

Torsdag aften

Selv om hun først sætter sig i mørket, næsten i skjul bag højttalere og forstærkere i den ene side af scenen, og indleder koncerten alene på piano, er det lige præcis hér mest tydeligt, hvem hun kan minde om – med sit karakteristiske røde hår, sin påklædning, der får hende til at ligne en udefinerbar blanding af discodronning og hippie, sin ukuelige trang til at kommentere hvad som helst af betydning, sin fornemmelse for at bevæge sig på grænsen af, hvad der er artigt, sin vekslen mellem ømhed og skarphed. Og sin ubestridelige musikalitet.

Jo, på mange måder er Annika Aakjær et dansk sidestykke til Tori Amos.

Netop, som hun har givet publikum anledning til at tro, at hun lægger an til den rene revyhygge, slår hun om i dødsens alvor – og synger sin ømme sang om skolekammeraten, der er blevet dræbt som soldat i Afghanistan, "Der hvor solen bli'r ved".

Betegnende for oplevelsen af Annika Aakjær. Så grimt, så smukt, så morsomt, så følsomt og så dybt.

Hun kunne egentlig godt gå for at være standup-komiker, både med sine tekster og sine introduktioner til dem. Og publikum reagerer nogle gange, som om hun var.

Men først og fremmest er hun musiker – som tilmed forholder sig til sin musikhistorie. Det kan godt være, at hun endnu kan kalde sig debutant, fordi hun kun har udsendt én cd, men hun er trods alt i sidste halvdel af tyverne og kan ikke længere dække sig under, at hun blot skulle famle sig intuitivt frem og tilfældigvis har held i sine valg og virkemidler.

Jesus og Marie

Hun er voldsomt bevidst om, hvad hun gør, uanset hvor uortodokst hun forsøger at få det til at se ud. Det fremgår alene af, at hun formår at holde masken, når hun slynger sine mere eller mindre spontane uhyrligheder fra sig.

Og det er bestemt ikke tilfældigt, når hun blander den 40 år gamle "Skipper Clements morgensang" ind i sin egen "Kjøvenhavnersang", når hun går direkte fra et kontrolleret instrumentalt kaos over i en rørende acapella-udgave af folkesangen "Scarborough Fair", eller når hun og bandet slutter med en kærlig fortolkning af Skousen og Ingemanns "Herfra hvor vi står".

Om det så er religion, har hun ingen berøringsangst. Hun har nok en form for respekt for Jesus og Gud, men finder ingen grund til at overdrive ydmygheden for det, som de udrettede for 2.000 år siden (»til sidst gik Jesus jo blot rundt og imponerede folk med at hælde vin op til dem«), eller for den måske lidt for tykke bog, der blev skrevet om deres gerninger.

Fortsættes...