Tip     Print     RSS     Del    

Duffy (Falconer Salen)

Af  PETER SCHOLLERT

Offentliggjort 13.06.09  kl. 11:42 

Walisiske Duffy er blevet en kæmpesællert. Men koncerten i Falconer Salen viste, at der er langt igen, før hun bliver en dygtig performer.

Duffy fremstår som en af tidens største succeser med høje salgstal og masser af hæder. Foto: Benjamin Kürstein

Links

Officiel hjemmeside

Duffy

• Fødenavnet er Aimée Ann Duffy
• Født den 23. juni 1984
• Kommer fra Bangor, Gwynedd i Wales.
• Udgav sit debutalbum "Rockferry" i fjor.

Relaterede artikler

Duffy gæster København

Debutant bliver musikprishelt

Duffy og Coldplay dyster om MTV-pris

Se alle >>

Falconer Salen, Frederiksberg:

Duffy,

fredag aften

Siden Duffy for godt et år siden udgav sit debutalbum, er hun vokset til at blive en sællert.

”Rockferry” har på verdensplan solgt mere end fem mio. stk.

I Storbritannien lå pladen i størstedelen af 2008 i toppen af salgslisterne, og herhjemme har den melodramatiske og soul- og balladeprægede udgivelse netop passeret et fantastisk flot salgstal på 100.000 stk.

Men Duffy er mere end en salgsmaskine.

Den 24-årige walisiske sanger har vundet prestigefyldte priser i bl.a. USA, Storbritannien og Danmark, og derfor var der grund til at forvente en forrygende finale i en udsolgt Falconer Salen.

Suppe, steg og is

I stedet blev koncerten lidt af en fuser, hvor størsteparten af publikum virkede, som om det kun var indstillet på at tage imod, og da showet efter blot en god times tid var forbi, lød der ingen højlydte protester.

På det store sceneareal var der masser af plads til to korpiger, der lignede kloninger af stjernen, men slet ikke havde hendes vokale pondus, og et suppe-, steg- og isband, der aldrig for alvor kunne præstere de soul- og funkarrangementer, som de blev betalt for at diske op med.

Der var således slet ikke den charme og groovy tyngde, som det var påkrævet i de mest dansevenlige momenter, og gruppen formåede heller ikke at sørge for, at sentimentale lyspunkter som ”Stepping Stone” og ”Distant Dreamer” gjorde væsen af sig som på albummet.

Dét er i de bedste stunder præget af opfindsomme, moderne produktioner, der aldrig skjuler slægtskabet med tidligere tiders soul og amerikanske pigepopgrupper som The Shangri-Las.

Drøm om at blive stjerne

Efter sigende voksede Duffy op med soulmusik, og i en barndom præget af svigt og omvæltninger søgte hun lykke og optimisme i en drøm om at blive stjerne.

Men når man turnerer med et band, der ikke kan svøbe en ind i stil og talent, er det allerede svært.

Ydermere var det tydeligt, at den lårkortklædte langhårede hovedperson ikke er født til at bevæge sig rundt på høje hæle. Hun var som performer mildest talt milevidt fra energibundtet Liza Minnelli, elegancen Barbra Streisand og provoen Grace Jones.

Derfor blev det med sin unikke kraftige hæse soulvokal, der må kunne få enhver vækkelsesprædikant til at spidse ører, at hun skulle overbevise. Men det var kun momentvis, at det lykkedes:

Hendes evner blev flot udstillet på ”Warwick Avenue”, hun gjorde også, hvad hun skulle på ”Stepping Stone”, mens hendes præstation på det fuldt fortjente monsterhit ”Mercy” var mere end godkendt.

Men flere gange fremstod sangstemmen slidt. Andre sange blev leveret som ren rutine.

Så hvis man håbede at blive overbevist om, at Duffy er en levedygtig stjerne, blev det danske show ikke bevisførelsen.